Life (2017)

Svenske Daniel Espinosa sparker her mås med en temmelig overbevisende Alien (1979)-spin off. "Life" leverer varen, hvor fortærsket den end måtte være: universalgys i det ydre rum kan man aldrig få nok af, så længe indpakning og formidling er dygtig. Eneste reelle, men tungtvejende, minus er den frygtelige udspartling af Jon Ekstrands filmmusik.

Miraklet sker

En gruppe internationalt sammensatte astronauter svæver rundt i rummet, på vej hjem efter en vellykket mission til Mars. Ombord på fartøjet leger de med at vække en Mars-celle til live, og miraklet sker. Til at begynde med er hele verden i den syvende himmel over det nye fund, men det skal snart vise sig, at væsenet er alt andet end venligt stemt - og det vokser sig kun større og større.

Lige i skabet

Animationerne af væsenet, der lyder navnet Calvin, sidder lige i skabet. Som en mellemting mellem en degenereret kæmpevandmand og en olm blæksprutte drøner Calvin omkring i rumfartøjet og viser sig helt ualmindelig tilpasningsdygtig til ekstreme forhold. 

Flot udnyttelse

De oplagte klaustrofobi-muligheder udnyttes meget flot, tilmed raffineret perspektiveret af udeoptagelser, når astronauterne forsøger at udbedre skader eller jage Calvin mod de evige stjernemarker. Besætningen er en sprød pakke af klichéer, men samspillet er egentlig pænt og nuanceret, inden for de rammer genren nu stiller til rådighed.

Rumgysguf

Således er der masser af rumgysguf i den visuelle formidling - på et meget højt teknisk niveau. Men på lydsiden kunne man i dén grad have ønsket sig bedre balance. I stedet for at udnytte de store muligheder i angstens rumkorridorer til at skabe et lydunivers af en anden skrækverden, tordner musikken i alle kanaler stort set hele filmen igennem.