1922 (2017)

Netflix har her kastet sig over endnu en Stephen King-filmatisering, denne gang novellen "1922", der tager sit helt jordbundne udgangspunkt i en landsmands kvaler langt ude på, ja, landet i det herrens år 1922.

Potentiel landidyl

Ganske vist er historien fortalt i lange tilbageblik: Vores hovedperson Wilfred James er ved at skrive en form for tilståelse, og det kaster filmen tilbage i tid til den potentielle landidyl med kone og teenagesøn. Men idyllen er langt væk, for konen Arlette er kun ude på at få solgt jorden (hun ejer den) og flytte til byen, meget mod både mandens og sønnens ønske. Så Wilfred får sønnike med på en makaber idé, der skal sikre dem en fremtid på landstedet.

Kommer skidt tilbage...

Ugerningen kommer dog skidt tilbage, og filmen er i virkeligheden én lang tour de force udi den dårlige samvittigheds anatomi. Lagt i hænderne på instruktør og manuskriptforfatter Zak Hilditch fremstår "1922" udtalt elegant med en stærk og overvejende troværdig gengivelse af bonde(røvs)livet i øknomisk meget hårde tider.

Stilrene billeder

Tidsbilledet er akurat uden at være overgjort, og billederne af langt-ude-på-landet er stilrene, samtidig med at de spiller en væsentlig rolle i den tiltagende klaustrofobiske tilsnøring. Men filmen har også et par slagsider, der ikke klæder den. Blandt andet er lydbilledet for outreret. Der er mange gode og dygtige indfald i dén retning, når vi kommer til gysereffekterne, men musikken er sine steder vulgært overdramatiserende, og det tager absolut et par toppe af filmoplevelsen.

Overnaturlig ekstremisme

Herudover er der efterhånden så meget overnaturlig ekstremisme, der skal brændes af – alt sammen i filmens sidste fjerdedel – og dét kammer over i det alt for hektiske. De mange rotter er dog en gennemgående vellykket gysereffekt. Thomas Jane præsterer pænt med en helt eminent drævende sydstatsaccent, og som hans teenagesøn leverer Dylan Schmid en pletvis overbevisende indsats i en svær rolle.