The Rover (2014)

Intens, sammenbidt og dialogfattig australsk/amerikansk ørkenspænding, der tager jord med fra første scene: "The Rover" leverer varen, rent adrenalinmæssigt, men fortællestilen - særligt på lydsiden - er samtidig på grænsen til det vulgære, og det trækker drastisk ned.

Uforligneligt kompromisløs

Guy Pearces Eric er uforligneligt kompromisløs, som han pløjer sig gennem øde australske landskaber i hævnens tjeneste. Det er en af filmens forcer, at den tør overraske med komplet umoralske handlinger, der ikke på nogen måde afstedkommer dårlig samvittighed hos hovedrolleindehaveren.

Post-apokalyptisk stemning

Stemningen er post-apokalyptisk, selvom baggrunden for historien angivelig (lidt vagt defineret) er en verdensomspændende økonomisk krise. Under alle omstændigheder er der ikke mange mennesker at finde nogen steder - og det gør Erics jagt på tre mænd, der har stjålet hans bil, endnu sværere.

Efterladt blødende

Undervejs render han på en bror til en af biltyvene, Robert Pattinsons Rey. Han er efterladt blødende i vejkanten og behøver hjælp. Da han er kommet nogenlunde på benene, begynder Eric at presse Rey til at fortælle, hvor broderen bor, og snart er de på vej sammen.

Aldeles overbevisende Pattinson

Pattinson præsterer aldeldes overbevisende som den meget småt begavede Rey, der kæmper med et skisma, nu hvor han sammen med Eric er på vej til broderens hus i hævnens tjeneste.

Helt igennem ødelæggende

Men, som nævnt, helt igennem ødelæggende for filmoplevesen er Antony Partos' vulgært støjende, minimalistisk-eksperimenterende musik. Stort set hele filmen er underlagt denne støj, og det er både anmassende og helt ude i hampen.

Intense visuelle stemninger

Flere gange sidder man og forestiller sig, hvorledes de fantastisk intense visuelle stemninger kunne have emmet af autenticitet og nerve, hvis filmen havde valgt et helt andet lydspor, nemlig den australske naturs egen, med skiftende luner.