Le deuxième souffle (1966)

Her vil den tålmodige tilskuer glæde sig over genreekspert Jean-Pierre Melvilles mest "grundige" krimi: "Le deuxième souffle" tager sig med sine 150 minutter meget god tid til sine protagonister på begge sider af loven – uden at skele til om filmen nu rent faktisk også bevarer et minimum af spændingskurve.

Grundighed

Spændingerne og intensiteten ligger i hvert fald i langt højere grad i grundigheden og de markante personkarakteristikker end i reel underholdningsværdi – og det bliver lige en tand for stillestående, når det meste af handlingen tilmed er studieoptagelser.

Forbrydernes ven

Lino Venturas Gustave Minda, kaldet Gu, er en ganster af den gamle skole. Mord, vold og forbrydelser udgør dele af hans arbejde, men han er sine forbrydervenners ven, holder sine aftaler og vil hellere dø end at være stikker. Han bryder i filmens åbningsscene ud af fængslet, kontakter sin gamle forbrydergruppe og deltager i et platinbarre-kup, der gennemføres med præcision og dygtighed.

Emsig politimand

Men en ihærdig politikommisær optrævler banden, og det kommer til at se ud som om, at Gu har sladret om sine kammerater. Med en sidste kraftanstrengelse slipper Gu endnu engang ud af fængslet, ikke for at erobre friheden, men kun for med dette sit ”andet åndedræt” at rense sig selv for mistanken om stikkeri.

Gangsternes æreskodeks

Melville er her optaget af gangsternes æreskodeks, der ikke afholder nogen fra at plaffe et par sagesløse politivagter ned, men som nådesløst må fordømme den, der bryder sammen under et politiforhør og begynder at nævne navne. Der væves rundt i disse kodeks og deres konsekvenser, mens mænd (og ganske få kvinder) træder ind og ud af de nøjagtigt koreograferede og æstetisk lækre studieoptagelser.

Ikke åndeløst spændende

Det opsummerer nok meget præcist, hvorfor "Le deuxième souffle" ikke hører til Melvilles mest gribende, åndeløst spændende film. Stilstand er godt, men for meget stilstand former en ond cirkel med risiko for at lulle tilskueren i søvn. Et stort plus ved filmen er, at der kun er ca. 5 minutters underlægningsmusik samlet set – så de indre dramaer står meget stærkere.

Forførende location-optagelser

Når endelig handlingen fører os ud på location-optagelser, stiger niveauerne på alle spændingsparametre. Her møder vi Melvilles enestående sans for spændingsopbygning i både komposition og narration, og man bliver prompte revet med. Men vi er alt for hurtigt tilbage i studie/snakke-situationer, der trækker ud i længder, der kan føles uoverkommelige.

Ikke alt for nuanceret

Lino Ventura gør en god figur i hovedrollen, men der er ikke meget personlighed og psykologisk kant i Gustave Minda-rollen. Her har Ventura et langt mere personligt og nuanceret materiale at arbejde med i Melville-krigsdramaet L'armée des ombres (1969).