I, Daniel Blake (2016)

80-årige Ken Loach tog i dén grad anmeldere, festivaljuryer - og tilskuere - med storm med dette klassisk britisk socialrealistiske drama. "I, Daniel Blake" vandt hele tre priser ved festivalen i Cannes, herunder De gyldne Palmer.

Hyper-socialrealisme

Så signifikante kvaliteter rummer filmen dog ikke. Faktisk slet ikke tilnærmelsesvis. Loachs film er hyper-socialrealistisk med en helt igennem forudsigelig bittersødme fra ende til anden. Og så er skuespillet gumpetungt i en grundtone, der aldrig helt finder ud af, om den vil satse på det alvorstunge eller samfundssatiriske.

Ingenmandsland

Resultatet er en film i ingenmandsland, hvor identifikationen med titelfiguren går fløjten, næsten før den er forsøgt bygget op. Dave Johns' spil som Daniel Blake er ganske vist præget af nogen indlevelse i livet på samfundets bund, men det dialekttungt temperamentsfulde har en markant slagside mod det ofte ufrivilligt komiske.

Tabere i folkelig montre

Vi bevæger os mere og mere i retning af dén form for "realisme", som Per Fly serverede herhjemme tilbage i 0'erne. Særligt Bænken (2000), der udstillede taber-Danmark i en folkelig montre, som hr. og fru Jensen kunne kredse op ved kakelbordene derhjemme.

Et liv på kanten

For Loachs film er noget af det samme: en serie tungt stereotype hverdagsproblemstillinger som oplevet gennem den af samfundet opgivne Blake. Godt nok er han ikke på flasken som Jesper Christensens Kaj, men han lever et liv på helse-kanten med sit faretruende dårlige hjerte.

Et godt hjerte

At Blake har et godt hjerte står dog hurtigt klart. For selvom han er uden indtjening, kan han sagtens bruge masser af energi på samfundets øvrige udskud. Nogen må gøre noget og råbe ad bureaukratiet, så det gør Blake - og han bliver et forbillede for andre på samfundets bund.

Florence Nightingale

Blake hjælper bl.a. tilflytterfamilien Morgan med alenemor Katie og to børn. Her kniber det også gevaldigt med økonomien, og Katie kommer i løbet af filmen længere og længere ud, hvor hun ikke kan bunde (-gosh, havde man set dén komme?)

Ærligt lydbillede

En af filmens klare forcer er den stort set gennemført jordbundne lydside, der fremhæver det virkelige livs dramaer frem for at underkaste den sødsuppede musikalske toner (som hos Fly.) Samtidig er der klarsyn og enkelthed i billederne, der holder sig til den rå og enkle realismes æstetik.