Le cercle rouge (1970)

Med "Le cercle rouge", sin næstsidste film, slog Jean-Pierre Melville for alvor sin position som krimigenrens mester fast. Formen havde han afprøvet gennem talrige stærke film, og her mod karrierens afslutning er det stiliserede skåret, pudset og slebet efter alle film-snedkerkunstens regler.

Sammenbidt og ordknap

Alain Delons mestertyv Corey kommer ud af fængslet, men kun for at fortsætte i den kriminelle løbebane. Der går nemlig ikke mange øjeblikke, før han er tilbage i de gamle gænger - sammenbidt og ordknap og med fuld fokus på den forestående opgave. Sammen med en forfulgt kriminel flygtning og en alkoholiseret ekspolitimand planlægger Corey nu alle tiders mest spektakulære juvelkup.

Højintensitet

Melvilles formsprog er i "Le cercle rouge" så finkornet, at støvet aldrig når at lægge sig efter de højintense scener. Filmoplevelsen sætter sig i kroppen, og den mentale spænding er ætsende, når dramaet når sine absolutte højder. Denne elektricitet opnår Melville primært gennem sin diminutive fortællestil - og antydningens kunst.

Stort set fritaget for musik

Der går over 20 minutter, før vi for første gang hører noget til Éric Demarsans underlægningsmusik. Og det er med stor glæde, man konstaterer, at musikken kun får lov at stikke hovedet frem for en kort bemærkning, som oftest ikke meget mere end et minut, så er vi tilbage på autenticitetens lydspor, hvor tilskueren kan hellige sig filmens spændinger helt.

Stringent og forførerisk

Henri Decaës fotografering er sofistikeret, men uden dominerende og store armbevægelser. I en perfekt vekselvirkning mellem nær- og totalbilleder bliver filmens visuelle sprog aldrig toneangivende, men lægger sig snarere kærtegnende op ad Melvilles eget manuskript, der er stringent og forførerisk skrevet. Enkelte kameraskud er af meget høj kunstnerisk opfindsomhed.

Mesterligt komponeret

Alain Delon fortsætter ad samme pokerfjæsprægede spor som i Le samouraï (1967) - ingen miner fortrækkes, og det kan have en gavnligt smittende effekt på hans fysiske fremtoning, når han sent i filmen skal kante sig frem til de topsikrede juveler. Denne sekvens er i øvrigt i særklasse filmens mest spændende og helt igennem mesterligt komponeret og udført.