Le samouraï (1967)

Jean-Pierre Melvilles første farvefilm er farvestrålende ud over det blotte visuelle: "Le samouraï" er en tidløs, maskulin gangsterkrimi, der vedbliver at inspirere alverdens små og store filmskabere, og filmen regnes ikke uden grund blandt de allerbedste i sin genre.

Stråler i hovedrollen

32-årige Alain Delon stråler i hovedrollen som lejemorderen Jef Costello. Ganske vist smiler han sjældent: Det er et fag, hvor en sammenbidt mine er at foretrække. Efter endnu en veludført (u)gerning bliver Costello dog set af flere vidner, og snart er han sammen med en række andre mulige gerningsmænd i politiets varetægt.

I politiets jerngreb

Det lykkes mirakuløst Costello at slippe fri af politiets jerngreb, men kun fordi hans utætte alibi ikke kan modbevises, og fordi vidnerne enten er i tvivl eller lader Costello gå af andre årsager. Herefter er han dog langt fra en fri fugl. Han jages vildt af politiet, der skygger ham konstant. Det må ende galt!

Stilistisk ren

"Le samouraï" er en stilistisk meget ren film, og det smitter positivt af på handlingen. Den hektiske action er således i fuldstændig synkronisation med de enkle, stramt stilisrede billeder og kammer aldrig over i det ellers genretypisk overgearede.

Oplagt forbillede

Karaktertegningen af Jef Costello er enestående og et oplagt forbillede. Fra første scene i den betongrå, beskidte, mørke og på alle måder klinisk deprimerende lejlighed tegnes Costello som den sammenbidte, opgavefokuserede og følelsesfornægtende lejemorder. Men ikke uden revner i facaden - bl.a. viser Costello i omgangen med sin evigt pippende fugl, der står absolut centreret i rummet, en form for menneskelighed.

Stærk personinstruktion

Jef Costello er en medalje om halsen på Melvilles særlige begavelse udi personinstruktion, men Alain Delon har også her en af karrierens bedste roller, som han giver kant og personlighed, til trods for rollens begrænsede følelsesregister.

Velafmålt musik

Ikonisk er også François de Roubaixs filmmusik - i særlig grad, fordi den ikke stjæler lydbilledet, men blot stikker hovedet velafmålt frem. Det er enkle toner i en elektronisk klang, der former fine melodier som perfekt og lettere ironisk opbakning.