Reprise (2006)

Joachim Triers debut-spillefilm er modig, lovende og med rigtig meget på hjerte: "Reprise" tør tage livets store og ofte tabuiserede emner ved roden og give dem en ordentlig rusketur. Og havde Triers iscenesættelse haft endnu stærkere fokus på det indre drama og mindre på filmens form, kunne "Reprise" have funklet blandt stjernerne.

To unge talenter

De to Oslo-venner, Phillip og Erik, er begge forfatterspirer. De er i 20'erne og kæmper begge med livet, der ind imellem kan gøre frygtelig ondt. Særligt Phillip tumler med depression og afmagt, mens Erik ihærdigt forsøger at bringe ham tilbage til overfladen, ofte med begrænset succes.

Hele verden er åben

Begge har kæreste, men er det nu også lykken, eller skulle man hellere slå op? Det er ikke nødvendigvis nemt at være kreativ, ung og have hele verden stående åben for sig i Oslo, 2006.

Formeksperiment

Filmoplevelsen "Reprise" er ikke Triers mest vellykkede. Den er formeksperimenterende mere end noget andet, og flakkende i dét forehavende. Alene filmens fem minutter lange anslag er ét langt stileksperiment med voice over, klip i tid og sted, hyper-musikunderlagt ud ad alle stemningstangenter og i det hele taget møgforvirrende.

Ikke under huden

Det er svært at føle sig med under huden på de mentalt labile unge mænd - i hvert fald i det totale billede. For ind imellem opstår noget af den magi, som vi kender fra Triers senere film - fx den smerteligt smukke Oslo, 31. august (2011) og den inderligt sårbare internationale debut, Louder Than Bombs (2015).

Når magien funkler...

Når magien funkler i "Reprise", er filmen stille, i balance og har fuld fokus på smerten bag facaden. Her er ingen musik, ingen fortællerstemme, ingen spring i tid og dimensioner - noget, som filmen desværre ellers er tynget af. Det klæder slet ikke Trier at lægge arm med det mystiske og flerlagsfortællestilen, snarere kvæler det alle de gode takter i en støj, der rækker ind over både lyd- og billedsiden.

Oaser af intimitet

Heldigvis opstår de nævnte oaser af intimitet og nærvær, og dem lever filmen højt på. Her er det afgørende, at skuespillet er synkroniseret med det ubalancerede mentale baggrundsbillede, og Anders Danielsen Lie leverer filmens stærkeste præstation som den labile Phillip.