House of Cards (1990)

For alle fans af den amerikanske succes-serie House of Cards (2013- ) (tvs) er denne britiske forgængerserie et must. Ikke alene er amerikaneren baseret på den britiske miniserie, der er også rigtig mange personer, navne og begivenheder, som man vil kunne genkende, hvis man har set Netflix-serien først.

Udtalt kompromisløshed

Fornavnet og initialerne FU har begge toppolitikere til fælles, og de er også i samme båd, når det gælder kompromisløsheden i retning mod absolut magt. I miniseriens tilfælde er det posten som premierminister, der vinker forude for den aldrende Francis Urquhart. Han skal bare lige sørge for, at udvalgte personager forsvinder fra hans bane - på den ene eller den anden måde.

Direkte til kameraet

I BBC-serien taler Francis betydelig mere direkte til kameraet, en feature, som den amerikanske serie har taget til sig med mere mådehold. Ian Richardson er nærmest født til rollen som den magtbegærlige Chief Whip, der udadtil lader alle vide, at han skam slet ikke går efter posten som premierminister - men tilskueren er hele tiden med på, at han taler med to tunger.

Snoet om lillefingeren

I birollen som den narkoafhængige Roger O'Neill ses en herligt velspillende Miles Anderson. Også han bliver snoet om FUs lillefinger for til sidst at risikere end uskadeliggørelse, hvis han er for meget i vejen eller ved for meget. Det er nu engang Francis' arbejdsmetode.

Oprigtigt lydbillede

Skønne britiske locations og scenografier sørger for den helt rette stiff upperlip-stemning, og Jim Parkers højtidelige underlægningsmusik sætter prikken over i'et i en pænt balanceret anvendelse, der sjældent stjæler det oprigtige lydbillede.