Ricki and the Flash (2015)

    En kopi-rock&rul-bandforsangerinde forsøger at gøre comeback hos sin forsømte familie, men det bliver en kamp på hårde odds.


    ROCK & FYLDSTOF

    Instruktør Jonathan Demmes sidste spillefilm bærer præg af hans udtalte kærlighed for rockmusik. I sin glorværdige filmkarriere var Demme elsket af genrefans for sine sprøde musikdokumentarer. Men særligt blev han kendt for den krybende effektive The Silence of the Lambs (1991).

     

    Musikalsk Streep

    "Ricki and the Flash" har en musikalsk Meryl Streep i hovedrollen som en amerikansk udørks svar på hele Danmarks rock-mama (Sanne Salomonsen). Hun hiver og flår i sin elguitar og er forsanger i et kopi-rockband med begrænset succes.

     

    Knas på hjemmefronten

    Endnu mindre succes har Ricki dog på privatfronten. Hun har tre voksne børn, som hun stort set ikke har set, siden de var små. Men nu får hun alligevel chancen for at komme på banen, da hun inviteres hjem til sin stinkende rige eksmand.

     

    En verden af rigdom

    Mon den småt begavede, men godt skjult empatiske mor kan gøre sig gældende i en verden af rigdom og overflade, som er hende meget fjern? Stik mod alle odds bliver hun inviteret med til sønnikes bryllup, og så må mammy på banen!

     

    Tyndt skrevet

    Filmen begynder fint - efter det larmende rock-anslag, vel at mærke - med en serie underspillet komiske scener, der varmer op under Streeps bredspektrede skuespilstalenter. Men det står desværre også alt for hurtigt klart, at Ricki-karakteren er ualmindeligt tyndt skrevet, og det kan selv ikke en dygtig Streep rette ret meget op på.

     

    Tiltagende hysterisk

    Det største problem ved komedien er dog, at den bliver tiltagende hysterisk i sin "humor" og ligeså tiltagende forudsigelig. Læg dertil en nærmest uoverskuelig mængde fyldstofs-rockscener med "Ricki and the Flash", og du har en støjende, overfladisk og meget utilfredsstillende film, der desværre ikke ekkoer den mindste smule.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2015, USA, Komedie, Musik, 101 min.

    Dansk titel: Ricki and the Flash
    Instr: Jonathan Demme Prod: Diablo Cody, Gary Goetzman, Mason Novick, Marc Platt Manus: Diablo Cody Foto: Declan Quinn Klip: Wyatt Smith
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation