Shackles (2005)

Velmenende direkte-til-video-fængselsfilm, der gerne vil fortælle sin historie som rå realisme, og som også i de stærkeste scener lykkes overbevisende i sit ærinde. Men "Shackles" bærer samtidig præg af at have for mange bolde i luften på én gang, ikke mindst i det gennemgående narrative greb: Split screens.

Vanskeligt temperament

Ben Cross er ikke guds bedste barn og har som følge af problemer med sit temperament svært ved at finde job som underviser. Men han får alligevel en ny chance: Han kan blive underviser på fængslet Shackleton, i daglig tale Shackles. At det hverken er nogen nem eller ufarlig opgave, mærker Cross hurtigt på egen krog og sjæl.

Idealistisk lærer

Men det skal ikke hyle den determinerede og idealistiske lærer ud af den. Han tager kampen op, også selvom den er barsk. Måske er der håb forude, så blot en enkelt eller to af de indsatte kan komme videre i livet gennem uddannelse. Cross gør i hvert fald ihærdige forsøg på at brænde igennem.

Fængslets skarpe kanter

Fængselslivets skarpe kanter er relativt troværdigt genskabt med alle klichéerne, hvor grupper og bander spiller med muskler, hjemmelavede knive og verbale tæsk. Men det er klart generende for filmoplevelsen, at der stort set ikke er afsat tid til at dvæle ved nogen af de enkelte personer eller stemninger i historien.

En øjebæ

Her er de omtalte split screens i særdeleshed en øjebæ og helt misforstået "realisme". Men også brugen af dunkende underlægningsmusik tager toppen af de ellers engagerende begivenheder. Stand-up-komikeren D.L. Hughley har karrierens velsagtens eneste seriøse, større rolle, og den udfylder han uden ret meget glans - men tåleligt.

Passable præstationer

Flere af modspillerne i birollerne yder passable præstationer, men "Shackles" er først og fremmest (selv)optaget formmæssigt, og den helt store identifikation udebliver derfor desværre gennem filmoplevelsen.