Silence (2016)

Stilhed. Det lover jo godt og indgyder på forhånd respekt, når en to en halv time lang historisk og højspændt film er lagt i hænderne på ingen ringere end Martin Scorsese. For vil han kunne holde sig på måtten? Og har filmen overhovedet noget med stilhed at gøre. Forhåndsspændingen er stor.

Leg med lyden

Allerede i filmens anslag leges der med lyden. I næsten et minut er der sort skærm på en baggrund af insekter og naturvildskab. I det øjeblik, hvor filmens titel toner frem hvidt på sort, bliver der bumstille. Jo, Scorsese har skam tænkt tanker for at koble hele herligheden sammen på både praktisk og mere æterisk niveau.

Stilstand

Slående ved filmoplevelsen er imidlertid først og fremmest dens stilstand. For selvom emnet er både højdramatisk og religiøst sprængfarligt, viger "Silence" udenom de allermest kuldegysende actionscener, hvis man ser bort fra et par menneskeafbrændinger, korsfæstelser og andre "bagateller". 

Smitter af på stilheden

Således bliver filmen mere anmassende stillestående end blot betagende stille. Det smukkeste, der er at sige om stilstanden, er, at den smitter af på stilheden. Sådan at forstå, at filmens tone er dens stærkeste side i et meget flot balanceret lyddesign i yderst diminutiv musikanvendelse. Højdepunktet indtræffer sent: End credits har udelukkende naturens egne lyde som baggrund, og dét sætter i virkeligheden mere end noget andet filmens barske handling i relief.

Det mørke 1600-tal

Handlingen udspiller sit i det mørke 1600-tal, hvor de to portugisiske jesuiterpræster Rodrigues og Garupe drager på en farefuld rejse til Japan. For ikke alene er der langt mellem japanere, der er venligt stemte overfor kristne missionærer, de to forsøger også at finde deres mentor Ferreira, og det bringer dem dybt ind i en verden, som de får svært ved at slippe ud af igen.

Teatralsk

I den meget langsommelige fortællestil opstår en tilsvarende bremsende teatralsk melodramatik. Meget af talen, kropssproget og udstrålingen er således præget af udtalt teaterspil. Fortællerstemmer af forskellig observans agerer yderlige bremse, og det er ærgerligt at konstatere, at en af Scorseses mest konsekvent stille film - på et rent lydmæssigt niveau - drukner i en stil præget af det teatralske og langmodige.