Mein Stern (2001)

Kærligheden vokser ud af konformiteten i dette realistiske, semi-dokumentariske portræt af to 14-årige tyskeres flirt med voksenlivet. Nicole og Christopher får begge tiden til at gå med stort set ingenting. De hænger ud med vennerne, ryger masser af smøger - og ud af det blå kan Christopher jo ligeså godt spørge Nicole, om de skal være kærester.

Berøringens kunst

Det kan de da ligeså godt. Og så begynder de ellers at forkvakle sig ud i berøringens kunst, ikke mindst den mentale berøring. Men de er begge bunduerfarne, og risikoen for at såre hinanden er til at få øje på.

Rids i teenagelakken

Instruktør og manusforfatter Valeska Grisebach var interesseret i at ridse i teenagekærlighedens lak. Hun havde observeret, hvordan unge mennesker typisk kopierer de voksnes parforholds-leveregler. Hvordan de lader sig rive med uden at have ret mange forudsætninger for at klare skærene.

Spiller sig selv

Nicole og co. spiller i vid udstrækning sig selv. Ikke alene bærer de deres rigtige navne i filmen, det er også instruktørens mål at realisere de unge gnidninger i en dokumentarisk, realistisk stil - hvilket lykkes flot.

Ingen gudeskønne kroppe

Det er ved gud ikke Tysklands bedsteborgere eller strandvejsafkom, der udfylder de kærlighedsdramatiske roller i "Mein Stern". Snarere er vi nede i de laveste kaster, blandt ufaglærte eller lavtuddannede, og det mærker man i cigaretrygningen, tøjstilen og sproget.

Kejtet, uprøvet, kikset

Således er filmen ikke noget æstetiseret spejlbillede af gudeskønne teenagekroppe i semi-seksuelle omfavnelser. Det forstærker til gengæld det kejtede, uprøvede, famlende og kiksede forsøg udi parforholdets kunst, at protagonisterne selv er mildt sagt i den kiksede ende.

Stram narrativ form

Grisebachs iscenesættelse er holdt i en enkel, stram narrativ form uden ret mange kamerabevægelser, og i autenticitetens tjeneste optaget på super 16mm-film. Indstillingerne kan være lange, beskæringerne "tilfældige", og klippene abrupte.

Nærvær & ægthed

Meget effektfuldt for den generelt stærke, 65 minutter lange filmoplevelse, er det totale fravær af underlægningsmusik. Lyddesignet er tilpasset nærværet og ægtheden i den umiddelbare historie.