Phoenix (2014)

Prisvindende filmatisering af Hubert Monteilhets roman Les retours des cendres – en kattens leg med musen, eller er det omvendt?

Tilbage til livet
For efter tortur og anden elendighed i kz-lejrens fangenskab vender Nelly Lenz tilbage til livet, vel at mærke efter at have fået et nyt ansigt. Besat af at genfinde sin mand erfarer Nelly, at det kan være ham, der i sin tid angav hende til nazisterne. Så da han ikke kan genkende hende, vælger hun at køre dramaet helt ud for at teste ham.

Fortiden på spidsen
Utvivlsomt en flot og tidstypisk kompetent film, der ikke er bange for at sætte den tyske fortid på spidsen: Hvem er efter krigen stadig skurke, og kan den, man elsker i virkeligheden, ville en det ondt?

Teksttung historie
Men ud over den flotte og visuelt enkle indramning lider "Phoenix" desværre en del under sin teksttunge historie, der i bedste fald er en kende utroværdig.

Savner bid
I hvert fald bliver Nellys posttraumatiske kvaler aldrig medrivende, og hendes agentagtige privatmission har slet ikke det nødvendige bid eller en egentlig troværdighed.

Saftig ihærdighed
Snarere irriterer den saftige ihærdighed udi det lidt for tykt påsmurt fantastiske. Gå dog til bekendelse i stedet og konfronter ham med fortidens synder!

To skæbner
Med andre ord er der aldrig helt hul igennem til den tiltænkt højdramatiske spænding mellem to skæbner, muligvis på hver sin side af nazismens samvittighed.

Elegant og jordbundet
Som helhed betragtet er "Phoenix" dog en elegant filmisk oplevelse. Fortællestilen er teknisk jordbunden, og musikken trækker sig heldigvis ofte i de mest centrale scener.

Følt hovedrollepræstation
Samtidig er Nina Hoss’ følte hovedrollepræstation en vigtig kilde til energi i den noget gumpetunge historie. Hun formidler så mange små subtile nuancer til perfektion.