The Water Diviner (2014)

    En australsk mand rejser til Tyrkiet efter slaget ved Gallipoli i forsøget på at lokalisere sine tre formodet døde sønner.


    SOVS UDEN KARTOFLER

    Den kendte newzealandsk-fødte skuespiller Russell Crowe spillefilmsdebuterer her som instruktør. Med et drama med stort d og i en stil, der desværre ikke kender sin besøgelsestid.

    Højpotent dramatisk
    Det er den højpotent dramatiske historie om en far, der tilsyneladende har mistet alt. Efter de drabelige slag ved Gallipoli i 1915 erfarer han, at hans tre sønner ikke vender hjem til Australien i live. Da hans kone af bar sønnesorg kaster sig i vandpølen, står farmand alene tilbage, stålsat på at finde sine sønners lig i det område, hvor de kæmpede.

    Lukket land
    Da først han har nået Tyrkiet, bliver han ikke just mødt med åbne arme. Krigsskuepladsen er her flere år efter kampene lukket land, men han finder alligevel en smutvej, der kan lede ham på ret kurs og mod en fantastisk overraskelse.

    Gennemsyret sentimenalt
    Det står temmelig hurtigt klart, at "The Water Divider" er en gennemsyret sentimental film. Ligegyldigt hvor sande begivenheder, historien måtte være baseret på, ændrer det ikke ved, at den aldrig bliver troværdig – hverken som historietime eller farmands følelsestogt.

    Sovs uden kartofler
    Det bliver sovs uden kartofler: Oceaner af klæbrig filmmusik (komplet med orientalsk vibrato-tema), svulstige kampscener uden identifikationskraft, dybdeperspektiverende totalbilleder med primitive visuelle effekter.

    Smukt i starten
    Små klynger af glaskartofler klumper sig sammen i de relativt få intense scener i filmen, hvor det ser ud til, at dramaet udvikler sig i en stærk og vedkommende retning. Fx er de første scener efter den indledende kampscene ganske smukke og jordnære.

    Manglende sammenhængskraft
    Crowes iscenesættelse bærer præg af det famlende og af en manglende sammenhængskraft. Filmen stikker i alt for mange og unødvendige retninger. Den vil fortælle alt for mange små historier og være både politisk og historisk akkurat. Men i ingen af facetterne lykkes den helt.

    Uskønt forvirrende
    Russell Crowe udfylder med en vis pondus filmens hovedrolle og agerer fikspunkt i det uskønt forvirrende og drivende sentimentale virvar, som "The Water Diviner" desværre er.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2014, Australien, Krigsdrama, Drama, Bjerge på film, Krig, Historie, 111 min.

    Dansk titel: The Water Diviner
    Instr: Russell Crowe Prod: Troy Lum, Andrew Mason, Keith Rodger Manus: Andrew Knight, Andrew Anastasios Foto: Andrew Lesnie Klip: Matt Villa Mus: David Hirschfelder