Asylum (2005)

Den talentfulde instruktør David Mackenzie filmatiserer hér den alt andet end strømlinede roman af Patrick McGrath, forfatteren bag David Cronenbergs klaustrofobisk mesterlige Spider (2002).

Betændt historie
Men "Asylum" slipper Mackenzie bestemt ikke udelt heldigt fra. Det er en film, der meget gerne vil ud over rampen med sin betændte og udtalt mentalt dødbringende historie. Men resultatet bliver selvklæbende og selvsmagende.

Psykiske tilfælde
Stella Raphael er en kvinde i sin bedste alder, der følger med psykiatermanden til en institution for straffede og psykiske tilfælde, et slags halvåbent asyl. Her indleder hun en hed seksuel affære med Edgar Stark, havemanden, der har slået sin kone ihjel – og de to boller hektisk i drivhuset, hvor de har så meget fart på, at ruderne ikke når at dugge til!

Utæmmeligt begær
Nu bærer Stella på en hemmelighed og et drivende og utæmmeligt begær, der snart skal vise sig at koste hende forstanden. Så er det på sin vis meget handy, at hun allerede er på et asyl for sindslidende...

Kæden falder af
Lagt i helt andre folder kunne fortolkningen af det sammensatte romanforlæg muligvis have udviklet sig i en troværdig og hårrejsende intens retning. Men det står meget hurtigt klart, at "Asylum" er en af disse film, der taber kæden, allerede inden der er gået en halv time. Man vil for meget, og kender ikke begrænsningens kunst.

Vulgært melodrama
Det udvikler sig til et regulært vulgært sex/mord/apati-melodrama, komplet udspartlet til ukendelighed af Mark Mancinis helt forfejlede underlægningsmusik – og med et skuespil, der bliver unaturligt og utroværdigt.

Ekstreme drejninger
Samtidig kan man ikke sige sig helt fri for at blive (delvis) grebet af de bagvedliggende mentalt betændte temaer, og filmen tager da også en eller flere helt ekstreme drejninger, som det – al vulgaritet til trods – er værd at blive hængende for at opleve.

Skoleeksempel på krukkeri
Særligt uklædelige scener er omtalte sexscener i og udenfor drivhuset. Hér finder vi skoleeksemplet på krukket fortællestil, når en liderlig mand i fangedragt udfører en mundguffer på en overklassekvinde i halvt afkrænget, yndig råhvid kjole.

Svulstig musik
Først tværer han resolut hendes læbestift ud i ansigtet på hende. Herefter tvinger han hende ned til drivhusjorden, flår trussen i stykker og går i krig. Det hele tager et halvt minut og er ledsaget af ualmindeligt svulstig musik.

Små plastre på såret
Et lille plaster på det efterhånden meget åbne sår (man bliver sårbar af at bevidne en så krukket fortællestil) er Ian McKellen som den erfarne psykiater dr. Cleve – samt den stedvis flotte scenografi, der former et troværdigt asyl- og tidsbillede.