Nanny McPhee (2005)

Se hellere: Matilda (1996)

Helt og holdent Emma Thompsons projekt: Skuespillerinden har hér skrevet et børnevenligt manuskript baseret på Christianna Brands børnebøger, og spiller desuden selv hovedrollen.

Karismatisk præstation
Det sidstnævnte gør hun godt. Det er en vellykket og karismatisk præstation, særligt i filmens første halvdel, mens hun endnu er grim og mærkelig.

Genreskabelon
"Nanny McPhee" er som børnefilm betragtet lidt for meget fortalt i en genreskabelon, hvor det fantastiske passer ind i særlige små båse, og hvor en karakteristisk (og uopfindsomt) kæk underlægningsmusik sætter dagsordnen i alle scener.

Magien udebliver
Så behøver ungerne selvfølgelig heller ikke tænke selv – men meget af den tiltænkte magi går samtidig op i hat og briller, fordi den egentlige skarphed og kant udebliver.

Voldsomt uopdragne unger
Emma Thompsons Nanny McPhee er en ganske særlig husbestyrerinde, som familien Brown har hårdt brug for. Ungerne er nemlig så uopdragne, at de har skræmt samtlige tidligere husbestyrerinder væk.

Ganske særlige evner
Men McPhee har nogle ganske særlige evner, der nok skal få børnene på bedre tanker. Alene hendes behårede vorter og en udstående tand har en hypnotiserende virkning.

Meget larmende
Filmen er mere larmende, end den er eventyrlig. Der er ganske enkelt pøset for mange lag på fortællingen. Lidt for mange farver, lidt for mange narrestreger, alt for meget musik.

Antydningens kunst
Selv i eventyrlige børnefilm skal man kende besøgelsestid og antydningens kunst, sådan som Danny DeVito så overbevisende gør det med den beslægtede Matilda (1996).

Brænder ikke igennem
Colin Firths optræden som forfjamsket enkefar har visse sympatiske træk, mens ingen af de uartige (og siden artige) unger brænder igennem. Efterfulgt i 2010 af endnu et Nanny McPhee-eventyr.