Matilda (1996)
En pige uden kærlighed på hjemmefronten har en umættelig læselyst. Da hun endelig får lov at gå i skole, er skolelederen på nakken af hende.
BØRNEBID
Klog og finurlig børnefilm, der har store fødder solidt plantet i både det alvorlige og komiske, og som givet vil forføre de fleste børn og barnlige sjæle.
Børn er i vejen
Matilda har aldrig oplevet kærlighed på hjemmefronten. Hendes forældre er ualmindeligt selvoptagede og lægger ikke meget mærke til datteren, som dybest set bare er i vejen.
Alsidig viden
Gennem årene har Matilda læst sig klog i biblioteksbøger, og da hun endelig får lov til at gå i skole, møder hun den kærlige lærerinde miss Honey, der betages af den lille piges alsidige viden og indsigt.
Skolediktatur
Skolen bestyres imidlertid af den sadistiske kæmpekvinde Trunchbull, der hader børn og benytter meget traumatiserende metoder i sit skolediktatur. Da Matilda opdager, at hun kan flytte ting ved tankens kraft, kan hun også have fundet nøglen til at få skovlen under Trunchbull.
Detaljerigdom
Danny DeVitos iscenesættelse er vidunderligt detaljerig og bevidst kantet i de meget absurde personkarakteristikker. Her forfører i særlig grad Pam Ferris’ uovertrufne portræt af Trunchbull: Dét er veloplagt skuespil og utvivlsomt et af de absolut mest farvestrålende "børnehader"-portrætter på film.
Idiotiske forældre
DeVito selv er også veloplagt som den komplet idiotiske far, der mener, at fjernsynet er det mest dannende værktøj i verden. Og lillemor portrætteres med nuanceret hjernetomhed af Rhea Perlman.
En overset guldklump
Mara Wilson er vidunderlig som den oversete guldklump, der endelig får mulighed for at folde sine vinger ud. Filmen giver de helt rigtige betingelser for en troværdig transformation.
Bevarer jordforbindelsen
Det er svært at komme udenom den høje underholdningsværdi, og selvom historien af og til forfalder til det lovligt fantastiske, bevarer den jordforbindelsen og vindermentaliteten hele vejen i mål.
Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1996, USA, Komedie, Fantasi, Familie, Børn på film, 98 min.
Dansk titel: Matilda- Mara Wilson (Matilda)
- Danny DeVito (Mr. Wormwood)
- Rhea Perlman (Mrs. Wormwood)
- Embeth Davidtz (Miss Honey)
- Pam Ferris (Trunchbull)
- Jon Lovitz (Million Dollar Sticky Host)
- Tracey Walter (FBI Agent)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation