Wild Horses (2015)

Godt oppe i firserne instruerer Robert Duvall igen sig selv i sin blot fjerde spillefilm som instruktør. Og kæden hopper alt for tidligt af i den potentielt højpotente historie, idet prologen skal forestille at foregå 15 år før den primære handling.

Aftenkaffen galt i halsen
Eller sagt på en anden måde: Da der efter et par minutter kommer et skilt med "15 år senere...", er aftenkaffen ved at ryge i den gale hals. Hvor gammel skal Robert Duvall egentlig forestille at være, når han allerede i åbningsscenen ligner en, der er midt i firserne?

Savner troværdighed
En detalje, vil nogen sikkert mene. Men det er et problem, at filmen allerede fra start har undergravet sin egen troværdighed. Tilbage i nutiden zoomer der nu ind på den stadigt agile Duvall, der driver en stor ranch. En kvindelig betjent opsøger ham, da hun har taget hul på en 15 år gammel sag, som hun mener, at ranchejeren kan have noget at gøre med – og det involverer muligvis mord!

Engagementet udebliver
Duvall fortæller sin film (baseret på eget manuskript) i en meget langsom og ikke helt ueffen grundighed. Problemet er bare, at historien aldrig bliver særligt engagerende, hverken i persontegninger eller kriminalplot.

Gumpetung historie
"Wild Horses" glider således af på sin gumpetunge historie, hvor der hele tiden håbes på en reelt spændende udvikling – der er nemlig også masser af far/søn-spændinger i luften, komplet med en udtalt homofobisk undertone.

Tamt projekt
Det virker ærlig talt lidt tamt, at den aldrende og ikoniske skuespiller har ladet sig friste udi dette projekt. Det undrer, hvorfor kræfterne og eftermælet er blevet spildt her. Der opstår dog små oaser af intensitet, mest i fine indfangelser af den vilde natur, når Duvall rider gennem uendeligheden med potentielt urent mel i posen. Underlægningsmusikken er ukritisk udspartlende i mange scener.