Made in France (2015)

Den franske premiere på "Made in France" blev udskudt ad flere omgange. For det barske terrorplanlæggelsestema faldt sammen med virkelige terrorhandlinger i Paris – først angrebet på Charlie Hebdo og siden de store angreb flere steder i byen.

Indædt islamisme
Filmen fortæller historien om en lille gruppe indædte franske islamister, der til deres store glæde får til opgave at planlægge et større terrorangreb på Paris.

Kunsten ikke at vække opsigt
Nu er det kunsten ikke at vække opsigt. Dagligdagen skal glide, og hvis nogen får mistanke, må alle forbindelser brydes – også selvom det er til den, man elsker allerhøjest. Men gruppen af islamister er alt andet end homogen, og snart bliver den største trussel de interne stridigheder.

Hårrejsende aktuel
"Made in France" var i 2016 hårrejsende aktuel og i hvert fald i begyndelsen ligeså hårrejsende effektivt frastødende. Den spontane glæde, der opstår i gruppen, da terroropgaven udstikkes, er klamsvedt stærkt genfortalt.

Helt uden lyspunkter
Instruktør Nicolas Boukhrief fortæller sin terrorist-vinklede thriller helt uden lyspunkter og i en stil, der emmer af ungdommelig sprødhed. Det kommer særligt til udtryk i den temmelig dominerende musikside, der er elektronisk optempo af Robin Coudert.

Høj puls
Filmen har således en høj puls, der tydeligvis ønsker at appellere til særligt til et yngre publikum, men som også har en universel fremdrift på actionplottets præmisser.

Stærkest i første halvdel
"Made in France" står stærkest i første halvdel, mens planerne om terrorangrebet endnu er i sin vorden, og de forskellige ordrer udstikkes af gruppens iskoldt udtryksløse leder.

Flere slagsider
Efterhånden får filmen op til flere slagsider mod både det forudsigelige og sensationssøgende. Spænding og nervepirring kammer over i det uklædelige, særligt fordi plottet tager en uelegant drejning.

Direkte vej til himmerige
De fleste fanatiske islamister spiller hæderligt, og det er filmens største og mest vellykkede fascinationskraft, at franske statsborgere bliver så grebet af "den direkte vej til himmerige" gennem martyriske terrorhandlinger.

Virkelighedens vanvid
Således står dette portræt som filmens stærkeste – og afspejler hermed virkelighedens vanvid med nærved dokumentarisk nøjagtighed.