Once Upon a Time in America (1984)

Hér har vi et skoleeksempel på en film, der vil meget mere, end den kan. Mesterinstruktøren Sergio Leones svanesang er en fire timer lang ælten rundt i flødebolledej uden hverken smag eller konsistens.

"Episk mesterværk"?
Udråbt som et "episk mesterværk" er det svært ikke at finde forhåndsinteresse for Leones storfilm. Den må da kunne noget ganske særligt – ikke mindst set i lyset af de uovervindelige spaghettiwesterns.

Outreret
Men fire timer i selskab med "gangsterskæbner før og nu" er ikke alene to en halv time for meget: I Leones misforståede og outrerede detaljemætning bliver herlighederne decideret vulgært krukkeri.

Melankolske tilbageblik
Robert De Niro spiller eksgangsteren David Aaronson, der med tilnavnet Noodles efter 30 år vender tilbage til fortidens slagmarker i New York. Her ser han melankolsk tilbage på barn/ung/voksendommen mellem rygende pistoler og knytnæver.

Gammel fjendskab ruster ikke
Men Aaronson må også erfare, at gammel fjendskab ikke så let ruster, og hér, tre dekader efter storhedstiden, skyller gangsterlivet endnu engang ind over ham.

Ufrivilligt komisk
Der er mange aspekter ved "Once Upon a Time in America", der selvstændigt former en ufrivilligt komisk indramning af filmens vulgaritet. Omhyggeligheden og de heraf følgende fire timers spilletid er som nævnt misforstået. Der er absolut ingen troværdig udstråling i Leones tilgang, snarere fremstår de lange sekvenser tørre og uinspirerede i en ofte gumpetung studiekoreografi.

Krampagtigt
Rollefigurerne bliver 30 år ældre og er krampagtigt sminket. Yngre kræfter træder til i skildringen af barndommens gangsterlærlinge: Filmens bedste og mest integrerede handlingselement, hvor unge skuespillere gør det hæderligt.

Nærmere kitsch end kunst
Fotograferingen er nærmere kitsch end kunst. I en uskøn og billiggørende stil zoomes der ind efter forgodtbefindende, og ofte i høj fart. Leone har ikke lagt sin forkærlighed for nærbilleder fra sig, men hér fungerer ingen facetter af dén kunst, andet end som pinlig mangel på situationsfornemmelse.

Overgjort udtryk
I det hele taget er hele filmens udtryk overgjort. For meget blus på kostumerne, for meget damp på togperronen, for mange zooms, for ekstreme lyssætninger, for velsmurt maskineri, for svulstigt skuespil.

Ingen klang
Og i denne sammenhæng klinger Ennio Morricones ikoniske underlægningsmusik også underligt hult. I det hele taget er "Once Upon a Time in America" bedst beskrevet som en hul film uden klang, musikalitet eller farve i kinderne.