The Man Who Saved the World (2015)

Den både Robert- og Bodilprisbelønnede episke historie fra det virkelige liv forplumres her i en grænsesøgende og overdramatiseret fortællestil, der både er ekstremt støjende og helt unødvendigt højtravende.

En afgørende beslutning
Under Den kolde Krig træffer den russiske militærmand Stanislav Petrov en afgørende beslutning. Afgørende for kloden. Havde han handlet anderledes, kunne Jorden meget vel have været i en meget dårlig forfatning i dag.

Systematisk til værks
Dokumentaristen Peter Anthony har opsøgt Petrov i hans russiske hverdag og er gået systematisk til værks: For at komme ind til sagens nukleare kerne var Anthony nødt til at overskride Petrovs grænser, ellers var han ganske enkelt vedblevet at glide af på overfladen.

Møde med Costner
Anthony og hans filmhold har allieret sig med en tolk, der kan formidle Petrovs historie. Den gamle russer forstår ikke mange ord engelsk, og det bliver en ekstra udfordring, da han skal til USA – for at møde sit helt store idol Kevin Costner.

Gensidig fascination
Peter Anthony har udtalt, at fascinationen var gensidig. Costner havde år inden dokumentaroptagelserne hørt om Petrov og sendt ham et fanbrev med $1500 som bilag. At Costner så tilfældigvis er Petrovs idol gør ikke mødet mere kedeligt.

Overdramatiseret
Dette møde er trist at melde dokumentarens højdepunkt. Og det er tydeligvis ikke meningen. "The Man Who Saved the World" vil så gerne imponere med den gode historie, men falder i overdramatisertingens store sorte hul allerede fra starten.

Overstyret lydbillede
Det kommer bl.a. til udtryk i et overstyret lyddesign og en ekstremt melodramatisk filmmusik, der nærmere hører en Hollywood-spillefilm til. Lyden er en af de narrative faktorer, der drukner den potentielt gode historie.

Melodrama
En anden drukner er de meget, meget lange dramatiserede sekvenser, hvor vi følger Petrov som ung, både som militærmand og privat. Her tager musikken i øvrigt til, men det primære problem her er, at melodramaet slet ikke passer sammen med de dokumentariske optagelser og hermed trækker filmoplevelsen generelt ned i et dynd, hvor den slet ikke kan finde fodfæste.

Indpakning og form
Tilbage sidder en markant følelse af, at Petrovs gode historie slet ikke får dén opmærksomhed, den fortjener. Anthonys opmærksomhed ligger primært på indpakning og form.