Wild (2014)
En ung kvinde med rod i privatlivet begiver sig ud på en over 1500 km lang solovandretur i vildmarken.
LILLE KVINDE, HVAD NU?
Denne vildmarkssaga er baseret på det virkelige livs eventyrer Cheryl Strayed og de memoirer eller dagbøger, hun skrev på baggrund af sine oplevelser. Eventyrer er måske i virkeligheden så meget sagt, for Cheryls favntag med den 1500 km lange vandretur gennem ødemarken bunder i en stor personlig sorg og et drive efter at komme videre i tilværelsen.
Heftig oppakning
Alene og med meget heftig oppakning begiver hun sig således ud ad smalle stier. Håbet er, at hun kan finde en indre ro og få sat skub i følelseslivet, der er gået helt i stå. På sin vej møder hun kun ganske få mennesker, og hendes position som smuk ung kvinde kan vise sig farlig blandt liderlige mandlige vandrere uden moral.
Vanskelig vej
Reese Witherspoon nomineredes til en Oscar for sit portræt af Cheryl Strayed, og det kan man sagtens se det fornuftige i. Det er en nuanceret præstation omgivet af stort set den blotte natur, og Witherspoon formidler intenst den vanskelige vej tilbage til livet, mens hun nedkæmper vildskaben på både et ydre og et indre plan.
Sødladne tilbageblik
Til gengæld er Laura Derns (ligeledes Oscar-nominerede) birolle som Strayeds mor af mere tvivlsom karat. Scenerne med mor er tilbageblik (og de er ofte for lange). Hér savnes en bedre sammenhængskraft og balance, og livet fra dengang, der passerer for Strayeds indre skærm, fungerer ikke gnidningsfrit – faktisk bliver det mere sødladent end hjerteligt, også selvom temaet er funderet i liv/død, tab og afmagt.
Hjerteligt og enkelt
Allerhelst følges Strayeds nutid, hendes vandring og udfordringer. Dét fungerer nemlig, og her er der masser af både hjertelighed og enkelhed. Og heldigvis udgør nutiden da også langt den største del af filmens handling.
Ren mental forandring
Witherspoons Strayed undergår mere en mental end en fysisk forandring. Styrken kommer indefra, og der er rigtig meget prust og besværlighed undervejs. Nogle gange er det lige før, verden vælter for hende. Der bliver lidt vel meget "lille svag kvinde" over det – på grænsen til irritationstærsklen.
Smukke stemninger
Musik er der befriende lidt af – instruktør Jean-Marc Vallée har heldigvis respekt for naturen og lader den spille den hovedrolle, den fortjener – også på lydsiden. Fotograf Yves Bélanger indfanger utallige meget smukke naturstemninger i en skøn dvælen. Havde der været endnu mere af denne æstetik, ville "Wild" have stået stærkere.
Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2014, USA, Drama, Eventyr, Biografi, Bjerge på film, 115 min.
Dansk titel: Wild- Reese Witherspoon (Cheryl)
- Laura Dern (Bobbi)
- Gaby Hoffman (Aimee)
- Cliff De Young (Ed)
- J.D. Evermore (Clint)
- Thomas Sadoski (Paul)
- W. Earl Brown (Frank)
- Ted Rooney (Crazy Guy)
- Jeanine Jackson (Lecturer)
- Jan Hoag (Annette)
- Michael Huisman (Jonathan)
- Charles Baker (T.J.)
- Tony Doupe (Man Behind Counter)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- AAN - Bedste skuespillerinde (Witherspoon)
- AAN - Bedste birolleskuespillerinde (Dern)
- GG-N - Bedste skuespillerinde (Witherspoon)