Paul Blart: Mall Cop 2 (2015)
En centervagt og hans datter tager til kongres på et hotel i Las Vegas. Kun for erfare, at der foregår et omfattende kunsttyveri ved højlys dag.
TOMSKALS-KOMIK
Sammenhængende film:
Paul Blart: Mall Cop (2009)
Paul Blart: Mall Cop 2 (2015)
Ikke helt så pladder-plat som sit omdømme: "Paul Blart: Mall Cop 2" er ganske vist fladpandet spinoff på en i forvejen tynd komedie, men ikke desto mindre leverer den dumhedsvaren uden fuldstændig tom hjerne.
Alene med tyk vom
Efter en lykkelig slutning på første film er storcentervagten Paul Blart blevet gået af sin kone og er nu igen alene med sin tykke vom, den nærved voksne datter og det store kald at beskytte storcentrets gæster.
Ud over rampen
Da Paul bliver kaldt til Las Vegas for at deltage i vagternes store kongres bliver det en mulighed for ham for at komme ud over rampen. Han skal nemlig – tror han – være kongressens hovedtaler. Men noget kommer i vejen. Det viser sig nemlig, at væmmelige kunsttyve er på spil.
Kunsttyveri ved højlys dag
Så mens kongressen løber af stabelen i hotellets sidelokaler, kidnapper tyvene kostbare kunstværker ved højlys dag. Så kan det nok være, at centervagten kommer op i Paul, og med lidt held kan han blive den helt store helt.
Tykkemands-selvironi
Filmen overlever primært på Kevin James’ komiske karisma og velplantede tykkemands-selvironi. At der bliver alt for mange gennemsigtigt idiotiske jokes omkring hans person er kun ventet, men det er mere i det omkringsejlende kunsttyveriplot, at komedien har sin helt svage side.
Rendyrket franchise
Der er ikke rigtig nogen medspillere, der har format eller rollemateriale til at yde James modspil. Sådan skal det sikkert også være – filmen er rendyrket Kevin James-franchise og vil altid bidrage med en eller anden grad af underholdningsværdi for inkarnerede fans.
Dumt skrevet komik
Det må dog ærgerligt konstateres, at selv de oplagte hyperkomiske scener med James i centrum mister meget af deres potentielle charme ved, at de er så dumt skrevne. Intet kommer som en overraskelse, og brede smil og grin er der ikke mange af.
Kontrolhysteri
Neal McDonough leverer en udmærket åleglat kunstskurk, ligesom Raini Rodriguez er en sød "lille" tykkemandsdatter, der desperat prøver at vriste sig fri af centervagtfars kontrolhysteri, komplet med babyalarm på medhør. Man kan aldrig vide, hvad der kan ske – og det skal da også vise sig at blive særdeles handy, da først tingene spidser til på hotellet.
Tomskals-kaliber
Der er kæk musik af Rupert Gregson-Williams til at understrege eller overstrege de fleste sceners stemninger. Forventeligt i en film af denne tomskals-kaliber.
Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2015, USA, Komedie, Krimi, Teenagere, 94 min.
Dansk titel: Paul Blart: Mall Cop 2- Kevin James (Paul Blart)
- Raini Rodriguez (Maya Blart)
- Neal McDonough (Vincent Sofel)
- Shirley Knight (Mom)
- Daniella Alonso (Divina Martinez)
- Shelly Desai (Khan Mubi)
- Nicholas Turturro (Nick Panero)
- Paula Trickey (Casino Waitress)
- Bill Blair (Conventioneer)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation