Il buono, il brutto, il cattivo (1966)

Sammenhængende film:
Per un pugno di dollari (1964)
Per qualche dollaro in più (1965)
El bueno, el malo y el feo (1966)

Tredje og sidste kapitel i Leones spaghetti-trilogi er også den klart bedst kendte - men ikke helt den bedste. Den midterste film er i bedre balance, men afslutningen på trilogien er stadig ikonisk. hvordan man end vender og drejer den.

Meget høj kunstnerisk værdi

Sergio Leone førte spaghetti-western-genren langt videre, end nogen havde set det komme, og de fleste af hans bidrag til genren er af så høj kunstnerisk værdi, at de er blevet uudslukkelige og tidløse klassikere. Højdespringeren kom i 1968 med C'era una volta il west (1968).

Sammenbidt rytter

I trilogiens tredje kapitel er Clint Eastwood den sammenbidte enlige rytter, der kommer til at lyde navnet Blondie, slet og ret fordi hans hår regnes for lysebrunt. Denne Blondie er stærk på revolveren, men er ikke af mange ord. En perfekt kombination til dén fidus, han har udviklet sammen med småkriminelle på tur gennem landskabet.

En fed fidus

Efter at have hentet en dusør for egnens eftersøgte kriminelle, ligger Blondie på lur, klar til at skyde dét reb i stykkker, som myndighederne har hængt om den kriminelles hals. Herefter kan det umage makkerpar ride mod nye egne og gennemføre nummeret én gang til.

Et hævn/had-forhold

Men efterhånden kører Blondie træt i sin temmelig stressende makker Tuco - han er den grimme fra filmens titel - og det bliver starten på et hævn/had-forhold de to imellem. Et forhold, der dog ændrer helt karakter, da de bliver fælles om at finde en skat på flere hunderde tusinde dollars.

Vid, bid og humor

Leone serverer det velkendte og gennemprøvede spaghetti-set up med både vid, bid, humor og teknisk ultra-elegance. Ekstreme nærbilleder af filmens trekløver og de mere eller mindre sagesløse mennesker, de møder på deres vej, er i høj kurs.

Kunsten at vente en stemning ud

Og så er det for Leone igen kunsten at "vente en stemning ud", der præger både billede og lydbillede. Der er ikke én scene, der er forjaget eller tilplastret med alle filmkunstens farvestrålende muligheder. I stedet er fokus på øjeblikkets værdifulde skattekiste med den ene formiddable scene efter den anden.

Går i ét med kunstværket

Ennio Morricones musikunderlægning er blandt hans mest helstøbte, og tonerne forstyrrer ikke filmoplevelsen. De er tvært imod brugt så bevidst og med så særegen narrativ værdi, at de går i ét med kunstværket - hvor prikken over i'et er tre følte præstationer fra den gode, den onde og den grusomme/grimme.