Elser (2015)

Baseret på virkelige hændelser fortælles her historien om urmageren Georg Elser, der fik nok af nazismen og placerede en bombe under systemet. Bomben gik af, men der Führer var gået 13 minutter forinden, og nu har urmageren ørerne i nazi-torturmaskinen, som den står klar – linet op med instrumenter og villige formidlere. Filmen begynder med placeringen af bomben, og Elsers liv og levned fortælles herefter i tilbageblik.

Skæbnen tidligt forseglet

Denne fortællestil, hvor dramaets skæbne er forseglet allerede fra anslaget, har alle dage være problematisk: Når nu begivenhedernes gang er kendt, kræver det en ualmindelig godt sammenskruet fortælling at fastholde tilskueren i de efterfølgende tilbageblik.

Blankpoleret formidling

Og det lykkes desværre ikke for instruktør Oliver – interessen er tabt alt for tidligt, yderligere problematiseret af hele filmens blankpolerede og noget overfladiske formidling, hvor personer og dramaer glider af på overfladen.

Guldrandet forudsigelighed

Således er der langt til emotionel identifikation med urmagerens kærestekvaler, der serveres med guldrandet forudsigelighed. Nok er det flot, men særlig dybt er det ikke. Heftigere intensitet opstår ud af de hårde torturscener, i hvert fald så længe slag, stik og brændemærker får lov at stå alene i egen slibrig lydkulisse.

Bedst lydbalance i starten

Der er afgjort mest balance på lydsiden i filmens indledning. Her er der stort set heller ingen underlægningsmusik. Men efterhånden som vi kommer længere ind i de forudafslørede begivenheder, tager musikken også mærkbart til og trækker filmoplevelsen yderligere ud af den tiltænkte autenticitet.

Svær at leve sammen med

Christian Friedel gør det hæderligt som Elser, men karakteren er også udtalt irriterende, snarere end bærer af omsorg og kærlighed. At han er svær at leve sammen med erfarer hans lillemor i hvert fald på egen sjæl. Der er bedre bid over de hårdnakkede nazister, når ondskaben slår gnister.

Malplaceret afrunding

En mærkværdigt malplaceret "5 år efter"-afrunding står ikke stærkt i helheden og sætter desværre en streg under filmens helt generelle mangel på balance.