Les innocentes (2016)

    En ung Røde Kors-læge træder til som hemmelig assistent, da en række nonner skal føde efter at være blevet voldtaget af russiske soldater.


    NONNER I NØD

    Stilren men også glat skildring af nonner i bad standing hos Vorherre, efter at de er blevet voldtaget af skånselsløse sovjetiske soldater i de døende dage af 2. verdenskrig.

     

    Fuld fokus på psykologien

    Anne Fontaine iscenesætter med fuld fokus på psykologien i de selvvalgt isolerede kvinders situation. Det er ikke sjovt at blive rund om maven, når man har svoret rene tanker og hænderne over dynen.

     

    Hjælp udefra

    Men der er omvendt også nødvendigt at hente hjælp udefra, efterhånden som krøltoppene banker på til verden udenfor. Hér får nonnerne noget modstræbende assistance af den unge franske Røde Kors-læge, Mathilde, der snart også bliver en slags maskot på det afsides kloster.

     

    Begynder flot

    Filmen begynder utrolig flot med enkle, smukke billeder af klosterstemninger og let sneklædt natur. Særligt lyssætningen er en force, som den indrammer det betændte skisma, når nonnerne må forholde sig til det kropslige midt i en åndelig eksil.

     

    Mærkværdig ubalance

    Der går næsten 55 minutter, før filmmusikken kommer på banen, men herfra får den alt for meget taletid, og det er vanskeligt at se idéen i denne ubalance. Den første time er netop i en fantastisk balanceret lydkulisse uden nogen former for overstyring.

     

    Det synes svært for Fontaine at fastholde det indledningsvist effektive jerngreb om de historiske begivenheders rod – hvor formidlingen fastholder og hypnotiserer tilskueren, mens historien og stilen endnu er ren og jomfruelig.

     

    Uheldige slagsider

    Snart får filmen slagsider i retning af både det lidt for mainstream-prægede (komplet med en meget lidt engagerende kærlighedshistorie), og det glatte look med de mange udpenslende kvindelidelser får en tand for meget på de forklarende knapper.

     

    Stor følelse og elegance

    Lou de Laâge er væsentlig for filmens generelle troværdighed. Rollen som den unge læge udfylder hun med stor følelse og elegance, mens de fleste nonner falder lidt for meget ind under de rettroende stereotyper.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2016, Frankrig, Polen, Drama, 115 min.

    Dansk titel: De uskyldige
    Instr: Anne Fontaine Prod: Eric Altmayer, Nicolas Altmayer Manus: Sabrina B. Karine, Alice Vial, Anne Fontaine, Pascal Bonitzer Foto: Caroline Chempetier Klip: Annette Dutertre Mus: Grégoire Hetzel
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation