The Scorpion King (2002)

Vulgær eventyraction med det hævntørstige muskelbundt Dwayne Johnson på kamelryg. Mission: At få skovl, kniv, gaffel, bue og pil under en hel hær af samvittighedsløse krigere, der truer med at udslette en hel ”race” og deres hjemegn.

Hektisk og springende

Fortællestilen er klassisk overkoloreret, hektisk og springende med grimt spil og en tendens til afvæbning gennem humor. Det har vi set før, og også bedre. I Chuck Russells iscenesættelse bliver det hyperventilerende under alle omstændigheder en klods om de sandede herre- og kamelben.

Ramt på (sand)kornet

Underholdningsværdien – og sådan én har filmen heldigvis – opstår ud af hele pakken af grim grusomhed. Og så har ”The Scorpion King” en force i sin actiontiming, der i de bedste scener er talentfuldt ramt på (sand)kornet.

Pladask-latterligt

Hele pakken af birollehelte- og skurke er enten pladask-latterlig eller decideret ynkelig, men det skriger ikke helt håbløst til himmelen, netop fordi filmen som hele er så latterlig – hvad enten den vil det eller ej.

Nogenlunde hæderligt i mål

Er komikken helt igennem utilsigtet, er det selvfølgelig synd at fremhæve den som et plaster på såret. Ikke desto mindre redder den ”The Scorpion King” fra den helt sikre smeltedød og bærer den nogenlunde hæderligt i mål.

Druknedøden indtræffer

Oceaner og atter oceaner af John Debneys (kedelige) filmmusik bakker de i forvejen hårdt udmejslede stemninger op. Alle sejl er sat ind, og druknedøden gennem overfodring af effekter indtræffer reelt allerede i åbningsscenen.