Green Room (2015)

Råt for usødet går det løs, da et sagesløst heavy punk rock-band bestående af purunge musikere optræder langt ude i skoven for en større gruppe nynazistiske skin heads. Bedst som de skal til at køre fra stedet, opdager en af musikerne en kvinde med en kniv dybt begravet i knoppen, og nu ved de for meget!

Sofaen for døren

Rockbandet låser sig inde i et lille værelse og sætter sofaen for døren. Med sig har de et gidsel og en pistol, men der er ikke meget, der tyder på, at de kan forhandle sig til frihed, for det er nogle hårde og meget organiserede kriminelle bananer, der er oppe imod.

En meget mørk film

”Green Room” er så ganske afgjort en mørk film, der ikke rutter med lyspunkter. Da først vores unge musikhelte er spærret inde mellem hagekorstatoverede banditter, er håbet alt andet end lysegrønt.

Uudnyttet klamsvedspotentiale

Men instruktør og manuskriptforfatter Jeremy Saulnier udnytter ikke til fulde det ret åbenlyse klamsvedspotentiale, der ligger i både det nynazistiske vanvid, den håbløse gidseltagning eller den ultimative isolation, hvor ingen kan høre heavy metal-guitarerne skrige.

Manglende identifikationskraft

Der er ikke nok føling med de små og store psykologiske mareridt, og filmen glider desværre udtalt af på overfladen i stedet for at bore knytnæven rundt i rædslernes åbne sår. Det bliver især tydeligt i den manglende identifikationskraft med de tiltænkte unge helte.

Firkantede stereotyper

Gruppen af unge musikere på afveje er ikke gjort interessante, og ingen af de trængte skæbner har gennemslagskraft. I stedet bliver helte/skurke-galleriet nærved ufrivilligt komisk trukket op med alt for firkantede stereotyper.

Overbevisende rædsels-lydtæppe

Anton Yelchins tudestemme- og fjæs falder værst igennem, mens der er lidt mere bid over 75-årige Patrick Stewarts nazi-overhoved. Den rå heavy metal-musik, der er en del af filmens handling, fungerer meget overbevisende som rædsels-lydtæppe, mens gruppen er indespærret og endnu nærer håb om frihed.

Udenfor stilen

Men den originalkomponerede musik falder udenfor stilen og er i helheden alt for meget, selvom den er afdæmpet og tydeligvis meget opmærksom på at fungere som kontrast til de heftige rocktoner.