Stopforbud (1963)

Jørgen Leth debuterede med dette eksperimentelle kortfilms-musikportræt, ko-instrueret af Jens Jørgen Thorsen og Ole John. Her er det jazzpianisten Bud Powell, der undersøges, og filmen er ikke karakteristisk hverken som portrætfilm, dokumentarfilm, eksperimentalfilm eller musikfilm – ”Stopforbud” er helt sin egen.

Skiftende fokus

Helt oplagt er filmen også kendt som ”Stop for Bud” -  for Bud er jo pianistens navn, og det er ham, Leth, Thorsen og John går tæt på i et 12 minutter langt eksperiment af billede og lyd i skiftende fokus eller mangel på samme.

Æterisk portræt

Portrættet er af æterisk karakter, ikke mindst fordi Bud Powell som person var mere end svævende og ikke havde egnet sig til nogen form for klassisk interview. Musikken i filmen er den mest konsistente. Jazzen er kernen og bestemmer, i hvert fald i nogen grad, fortællingens rytme.

Spidsfindige vinklinger

I Ole Johns spidsfindige fotografiske vinklinger finder vi kilder til mange flotte æstetiske øjeblikke. Muligvis er de tilfældigt opstået, muligvis er de helt velovervejede. Det skal i hvert fald ikke hedde sig, at formen er i fokus, når fokus er på eksperimentet.

Mindeværdige scener

Særligt mindeværdige er scenerne, hvor Bud Powell spankulerer gennem København og bl.a. ender på en losseplads fuld af sultne måger – til tonerne af sine egne improvisationer. Filmens speak er leveret af Dexter Gordon.