Motion Picture (1970)

Ole John og Jørgen Leths eksperimentalfim fra 1970 er allerede i sin titel fuld af eksperimenterende begær. ”Motion Picture” betyder selvsagt spillefilm – men dét er filmen jo ikke, da den hverken har en egentlig handling eller varer mere end 20 minutter.

Bevægelse i flere henseender

Men motion betyder også bevægelse, og haps, dét er i høj grad, hvad filmen er: bevægelse i flere henseender. Først og fremmest fordi omdrejningspunktet i filmens til dels tilstræbte handling er den professionelle tennisspiller, Torben Ulrich.

Han bevæger sig

Han bevæger sig jo – i hvert fald når han spiller tennis. Og så er der dømt motion med og uden ketcher. Men der er også mindst et aspekt mere af motion over John og Leths picture: nemlig det ferske påfund at lade filmens klip bestå af filmrullens længde, sådan at forstå, at klippene reelt bestemmes af, hvor lang filmrullen af, og så er dén indstilling bare slut.

Undersøgelsen i fokus

I urklassisk Leth-stil er den egentlige interesse at undersøge frem for at fortælle. Hvad er bevægelse? Hvordan bevæger manden sig? Hvordan bevæger han sig, når han slår til bolden? Hvorfor bevæger han sig? Og så fremdeles. Metoden og tilgangen er klassisk, allerede i de tidlige film.

Ikke decideret syret

Som eksperimentalfilm er ”Motion Picture” ikke syret. Ikke decideret i hvert fald. Her er trods alt en grad af sammenhæng, en rød tråd, en grundfortælling og en protagonist. Mest outreret bliver det, når tennisspilleren vrider og vender sig i aparte positurer til skinger musik – langt mere reelt og samtidig ikke uden humor er den centrale fokus på tennissportens og tennisspillerens æstetik.

Komisk primærindslag

Jørgen Leth selv udgør det komiske primærindslag ved ofte at træde ind i filmens billede, klovnet og kejtet agerer han hånd-klaptræ for den nye filmrulles tidsbestemte fortælling. Men når Torben Ulrich sættes til at bevæge sig i real time slow motion, er det også humoren, der bærer scenen.

Historie midt i kaos

De kunstnerisk tilfælde klip af 30 meters varighed former en interessant historie midt i kaos, og lyden følger trop i en tilsyneladende tilfældig men ganske givet velovervejede veksling mellem tavshed, støj og tennisboldes ekkovirkning.