Girl Asleep (2015)

Skævt drejet, satirisk og bevidst overkoloreret teenagedrama fra australske Rosemary Myers. ”Girl Asleep” begynder som rendyrket tableau-fortælling i stort set faste indstillinger men drejer siden ind ad et eventyrligt sidespor, der desværre ikke kender hverken besøgelsestid eller hårfine grænser mellem børne- og teenageverdener.

En grimasse, der kan passe

14-årige Greta har forståelig nok svært ved at finde en grimasse, der kan passe i mødet med sine nye klassekammerater. Men i den jævnaldrende Elliott finder hun hurtigt en sparingspartner – i hvert fald tilbyder han hurtigt betingelsesløst sit flakkende og ufiltreret positive selskab.

Brug for opbakning

Og der bliver hårdt brug for opbakning, for skolens hårde pigebande er ikke venligt stemt. Greta er det nye nemme mobbeoffer, og det kulminerer i en klam hjemmelavet sang om Gretas manglende kvindeformer, afspillet foran alle de nye klassekammerater til en 15-års-fødselsdagsfejring, som Greta helst havde været foruden.

Mærkelig parallelverden

Men midt under samme festivitas finder Greta porten til den mærkelige parallelverden – snart vikles hun dybt ind i den tilstødende skov med dens mystiske væsner. Et tiltrængt afbræk fra det virkelige livs rædsler, men til gengæld farligt på helt andre parametre.

Komisk-satirisk

Hvor den aparte, komisk-satiriske og pletvis nuttede skildring af 14-årige Gretas trængsler allerede er pakket i en distanceret eventyrlig farverigdom i den virkelige verdens eventyr og udfordringer, bliver den ekstra eventyrdimension i filmen for meget, og Rosemary Myers kan ikke styre de mange hestekræfter.

Løber løbsk

Det bliver både støjende og løbsk, og det er svært at vende tilbage til det forstadsklaustrofobiske efter en tur blandt firkantede væsner og mærkelige faretruende brøl. Ankret i hele fortællingen er forholdet mellem Greta og Elliott, der har meget fine og sødt spillede nuancer i det kejtede venskab med erotiske vibrationer.

Stikker i flere retninger

Der er vel rigelig underlægningsmusik filmen igennem, og det bliver allerede for bombastisk i den virkelige dimension. Men sammen med billederne og dramaet i sig selv, formes eventyrdimensionen i endnu højere grad som én stor klump af noget sitrende, der stikker umotiveret i flere retninger.