Møv og Funder (1991)

Niels Gråbøl spillefilmsdebuterede i 1991 med "Møv og Funder", hvor et par funklende unge skuespillere sejrer i hovedrollerne og bringer det bedste frem i den historie, der omslutter dem. Filmen var oprindelig tænkt som kort fiktion men endte med sine 68 minutter lige på den anden side af den gængse defintion på spillefilmslængde.

På ægthedens præmisser
Kasper Andersen overbeviser i rollen som det forsømte 12-årige skilsmissebarn, Møv, og han vinder tilskuerens hjerte med sit uimodståeligt charmerende og ægte spil, ligesom Allan Winther i rollen som Funder overbeviser på ægthedens præmisser.

En lille dramatisk perle
I det hele taget er filmen en lille dramatisk perle og er med sine blot 68 minutters spilletid dybest set en pænt forlænget kortfilm om drengeidentiteter i en verden, der er af lave. Filmen er for alle aldre men har sin primære målgruppe blandt "større børn", altså nok omtrent de 10-15 årige.

En rollemodel
Den unge Funder søger skjul i en kælder efter at have rodet sig ud i gadeuro, og her finder drengen Møv ham i en skidt forfatning. I skjul tager Møv sig af den uheldige unge unge mand og sørger for, at han får de fornødne hjælpemidler til at komme ovenpå igen, heriblandt varmt venskab. Samtidig finder Møv i Funder en rolle- og fadermodel, også selvom han er småkriminel.

Næstekærlighed
Niels Gråbøl udtalte selv om filmen, at han gerne ville forsøge at skildre næstekærligheden og barmhjertigheden. Om vi overhovedet er i stand til at vise nåde. Det lykkes han pænt med, og den lille film er præget af en fin ægthed og indlevelse.

Barndommens forbilleder
Gråbøl drejede filmen med barndommens favoritter, Oliver Twist (1948) og E.T. - The Extra Terrestrial (1982) i baghovedet. Længslen efter en stærk faderfigur er den centrale fremdrift i mødet mellem dreng og ung mand ,og dette universelt dramatiske tema er indfanget med fin balance.

Gode biroller
Filmen er præget af flot og enkelt filmhåndværk, og en serie gode birollepræstationer, herunder Master Fatman I underbukser (!), lægger sidste finish på en grundlæggende sympatisk film. Ditte Gråbøl vandt fortjent filmens eneste Bodil for bedste birolleskuespillerinde. Fuzzys musik underbygger fint uden at overfortælle.

Blandet modtagelse
Filmen blev blandet modtaget af anmelderne og blev bl.a. beskrevet som et "Langstrakt gab". Den var angivelig "Moralsk problematisk og kunstnerisk lovende". En anmelder bemærkede en "Spillefilmsdebut med billeder, der rammer hårdt og rent".

"Nænsom & nærgående"
Andre overskrifter lød: "Dansk overraskelse", "Nænsom og nærgående", "Levende dansk hverdagsdrama", "Tynd dansk film har ikke meget gods" og "Tør patent-realisme."