Amistad (1997)

Med Steven Spielbergs meget stort anlagte historiske film "Amistad" er der ("desværre") ikke tale om en egentlig barsk og ubarmhjertig slaveberetning. Spielbergs film er et overvejende historisk stilstudie, en langstrakt fortælling fra 1800-tallets højtidelige retssale i Amerika.

Vold efterlyses
Og selvom voldelige scener godt kan være rare at slippe for, så mangler filmen i sin stilstand afgjort nerve. Den største spænding i historien ligger i, hvorvidt de mange sorte i retssalene frifindes eller ej.

Blodigt anslag
I filmens ualmindeligt blodige anslag ser vi, hvorledes den tilfangetagne slavegruppe ombord på skibet "La Amistad" gør oprør og slår det meste af den hvide besætning ihjel. Men de to mænd, som slaverne har skånet, mod at de til gengæld sejler dem sikkert det sidste stykke til Afrika, leder i stedet slaverne direkte i amerikanernes favn, og nu opstår det store spørgsmål: Hvem ejer slaverne?

Borgerkrig mellem to fløje
Dén opgave påtager advokaten Baldwin (Matthew McConaughey) sig, indhentet af de indædte slavemodstandere Joadson (Morgan Freeman) og Tappan (Stellan Skarsgård). Men nationen er splittet: Mange vil bibeholde slaveriet, andre vil ophæve det, og retssagen bliver en lille borgerkrig mellem de to fløje. Det betyder også, at retssagen må gå om flere gange, fordi prominente herrer mener, afgørelsen har været forkert.

Anonyme roller
Imponerende er de mange slaver i deres larmende lænker. I nogle få tilbageblik, når lederen i slavegruppen Cinque (Djimon Hounsou) fortæller sin historie, bliver filmen opslugende.

Oscar®-nominering i overkanten
Desværre varer disse øjeblikke sammenlagt kun ti minutter. Tilbage er levnet tre-fire kendte skuespillere, der hver især spiller temmelig anonyme roller. Mest i ilden er McConaughey som den dygtige advokat. Anthony Hopkins lyser lidt op i filmens begyndelse, men ender i en stemningsløs monolog i retssalen, og hans Oscar®-nominering er svær at forstå.

Dominerende filmmusik
Igennem hele filmen - med pauser på maksimalt fem sekunder ad gangen - lyder John Williams' dybt upersonlige og klangligt anonyme musik, stille som rasende. Men ligegyldig hvilken styrke musikken har, er den meget dominerende, og man kan få det indtryk, at Steven Spielberg har villet skjule noget med denne konstante underlægningsmusik. Kunne billederne og historien ikke overleve uden?

Teknisk professionel
Spielbergs hoffotograf Janusz Kaminski sørger for overbevisende og virtuose billeder, ofte i det helt brede format - og i hvert fald med de mange kostumer som konstant blikfang. Ingen tvivl om, at "Amistad" er teknisk dybt professionel, men desværre er filmoplevelsen tilsvarende kedelig.