Angela's Ashes (1999)

Forfatteren Frank McCourt opnåede enorm succes med sin erindringsroman "Angelas aske", en skildring af det hårde barndomsliv under meget fattige kår i 1930'ernes Irland.

Blandet fornøjelse
At det blev den rutinerede og dygtige realisme-instruktør Alan Parker, der kastede sig over filmatiseringen af bogen, resulterede desværre ikke i meget mere end to en halv times blandet fornøjelse.

Hjem til Irland
En voksen mand fortæller om sin barndom, lige fra tiden i Amerika, hvor den lille familien McCourt mistrives under depressionen og beslutter at vende hjem til Irland. Her venter dog mindst ligeså miserable kår, og forældrenes ellers så ihærdige masseproduktion af børn indskrænkes i kraft af sygdommes gunstige vilkår i det fugtige og beskidte boligkvarter.
 

Drikker sorgerne bort

Knægten Frank kan kun se på, mens hans far Malachy (Robert Carlyle) vælger at drikke sorgerne bort midt i sin miserable arbejdsløshed. Moderen Angela (Emily Watson) kæmper samtidig ihærdigt for at holde familietropperne samlet, trods sorg og mangel på mad.

Strækker sig over ti år
Skildringen strækker sig over ti år, og da Frank er fyldt 15 år melder drømmen om en mere glorværdig tilværelse i USA sig. Der må da findes et sted, hvor en hel gade ikke skal deles om et eneste das?

Forudsigelige voksenroller
De tre Franker spiller hver især fint, mens de voksne er mere anonyme. Emily Watson bryder aldrig rigtig igennem, er ikke stærk nok i rollen. Robert Carlyle vakler fint nok mellem drikkeri og faderkærlighed, men manuskriptet tillader ingen variation overhovedet, så også hans rolle bliver i længden kedeligt forudsigelig.

Fugtigklamme gyder
Man får et nærved fredsommeligt indtryk af fattigdommen i kraft af fotograf Michael Seresins velkomponerede totalbilleder af fugtigklamme gyder. Regnen fosser ned uafbrudt, mens et tågesløret lys lægger husfacader og personer i en kontrastfyldt stemning. Den polerede æstetik tjener ikke den usle beskrivelse megen troværdighed.

Alt for lang
Det allerstørste problem ved "Angela's Ashes" er dog dens længde. To en halv time opleves faktisk som en time for meget. Alle historierne fra bogen skal åbenbart med for enhver pris, men med det uheldige resultat, at handlingen synes at køre i ring. Om og om igen får vi de samme indtryk repeteret, fordi Alan Parker ikke formår at skabe stor nok alsidighed i filmens narrative rytme.

Udplastrende musik
Paradoksalt nok opnåede John Williams både en Oscar®- og en Golden Globe-nominering for sin alt andet end originale standardmusik, der i øvrigt opleves som alt for udplastret og stemningsdikterende i det i forvejen æstetiserede fattigdomsportræt.