No Escape (2015)
En kernefamilie fanges midt i et blodigt kup i et sydøstasiatisk land og må bogstavelig talt gennem helvede i forsøget på at overleve.
FLAD ACTION
At være fange eller på flugt i et fremmed land er stof for mange gode film og ofte med action og eventyr som drivkraft. Samme tema og brændstof er hér basis for John Erick Dowdles spændingsfilm, hvor en lille amerikansk kernefamilie kommer i knibe i et unavngivet sydøstasiatisk land.
Ad det forudsigeliges hovedvej
Men det står hurtigt klart, at Dowdles film kører helt igennem ad det forudsigeliges hovedvej, hvor usandsynligheder og deciderede dumheder nærmest står på nakken af hinanden for at tvære alle gode intentioner ud.
Slår ihjel uden at blinke
Owen Wilson spiller (uden overbevisning) famiefaren Jack, der har slæbt kone og to døtre med til Asien i forbindelse med et stort jobprojekt. På det noget primitive hotel bliver det dog snart uhyggelig alvor, da horder af lokale oprørsmænd med våbenbeholdningen i orden stormer alt og alle med udenlandsk udseende... og slår dem ihjel uden at blinke.
Reddet i sidste sekund
Nu er Jack og pigerne på flugt, ofte højt til vejrs på bygningerne, og det ser ikke for lyst ud. Men så er det godt, at Jack får hjælp af kliché nr. 1, når sandhedens time indtræffer: Oprørerne tøver, og der bliver tid til at blive reddet i sidste sekund.
Skruet op for blusset
Der er skruet op for blusset på de fleste parametre. Filmen er et udtalt virkemiddels-stykke med masser af fikse klip og dramatisk musik. Til gengæld kommer man aldrig under huden på den højspændte dramatik, og det er svært at leve sig ind i den væmmelige kernefamiliekrise.
En redningsmand
Pierce Brosnan har en tynd birolle som den dameglade redningsmand, familien allerede møder i flyet. Det skal vise sig, at han har en baggrund som alt muligt nyttigt og kan overskue krisesituationer som ingen anden.
Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2015, USA, Thriller, Action, Børn på film, Biler på film, Fly på film, 103 min.
Dansk titel: No Escape- Owen Wilson (Jack Dwyer)
- Lake Bell (Annie Dwyer)
- Sterling Jerins (Lucy Dwyer)
- Claire Geare (Beeze Dwyer)
- Pierce Brosnan (Hammond)
- Stacy Chbosky (Woman Next Door)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation