Assassins (1995)
To lejemordere plaffer løs - blandt andet på hinanden - for at forsøge at redde æren.
SORT & HVIDT
En skuffende filmoplevelse på job med en lejemorder - tilmed en ganske rar en af slagsen ved navn Robert Rath (Sylvestrer Stallone). Rath kan ikke længere leve med sit beskidte arbejde og ønsker derfor at stoppe. Han skal bare lige have den sidste opgave overstået (og lønnen på $2.000.000 med sig hjem).
Rivaliserende lejemordere
Men så dukker en rivaliserende lejemorder op. Han er sydlandsk af udseende, har vandkæmmet hår og taler i forførende spanske gloser. Hans navn er Miguel Bair (Antonio Banderas), og han har slet ikke tænkt sig at gå på pension. Således har vi allerede i filmens start fået på det rene, at Robert er den gode lejemorder (helten), og at Miguel er den slemme, psykopatiske lejemorder (skurken).
En god veninde
Da lejemordernes fælles sag drejer sig om en yndig, ung kvinde med klinisk Beverly Hills-udseende, superhacker-evner og det spændende navn Electra (Julianne Moore), er det en oplagt mulighed for dem begge for at få sig en god veninde.
Det længste strå
Men Robert har allerede trukket det længste strå, for han må jo beskytte Electra mod den omskiftelige og ustabile Miguel. Derfor kan enhver jo sige sig selv, at Robert og Electra vil forelske sig i hinanden. Men det er slet ikke så let at få tid til at kisse-misse, når den vanvittige Miguel bare vil dræbe.
Lige i fælden
Instruktør Richard Donner er tilsyneladende gået lige i fælden ved at iscenesætte "Assassins". En stor check må have lokket, og måske muligheden for at instruere nogle af tidens mest hotte skuespillere. For filmen er desværre en meget udbyttefattig actionfilm stoppet med kliché, utroværdig mega-action og trendy psykopat-skuespil (særligt af kvindebedåreren Antonio Banderas.)
Tekniske højdepunkter
Filmen har ganske vist nogle få tekniske højdepunkter, bl.a. den store gaseksplosion og jagten rundt i det faldefærdige pakhus. Og hele herligheden er flot sat i glas og ramme af Vilmos Zsigmonds smukt varierede fotografering. Mark Mancina leverer musikken uden meget glimt i øje eller øre. "Assassins" var i konkurrence på et par af de filmfestivaler, der "hylder" årets værste film.
Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1995, USA, Action, Thriller, 127 min.
Dansk titel: Lejemordere- Sylvester Stallone (Robert Rath)
- Antonio Banderas (Miguel Bair)
- Julianne Moore (Electra)
- Anatoly Davydov (Nicolai)
- Muse Watson (Kelchan)
- Reed Diamond (Bob)
- Kelly Rowan (Jennifer)
- Bob Minor (Cop)
- David 'Shark' Fralick (Buyer)
- Stephen Liska (Cop)
- Wally Dalton (Priest)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation