Batman Returns (1992)

    Oppe imod skummelt klædte skurke skal fantasihelten Batman kæmpe for ro og orden.


    EFFEKT-FESTFYRVÆRKERI

    Film om Batman:

    Batman (1989)
    Batman Returns (1992)
    Batman Forever (1995)
    Batman & Robin (1997)
    Batman Begins (2005)
    The Dark Knight (2008)
    The Dark Knight Rises (2012)

    The Batman (2022)

    Mere af samme ikke helt velafstemte Tim Burton-Batman-farvestråling: Det er den gode, lidt perverse humor og skabningerne Catwoman og Pingvinen, der tilfører "Batman Returns" den nødvendige, fornyende fremdrift.

    Overskygges af modspillet
    Med pæn indlevelse i det fantastiske univers spiller henholdsvis Michelle Pfeiffer og Danny DeVito disse to nytilkommere i Batman-dramaet, og endnu engang må Michael Keaton bag Batman-masken se sig overskygget af modspillet.

    Pingvinen i centrum
    "Batman Returns" beskæftiger sig også overordentligt meget med denne underlige pingvin-skabning. Allerede i filmens prolog er det dén, det hele primært drejer sig om.

    Virtuos æstetik
    Filmen er virtuost æstetisk konstrueret og varemærke-stemplet Tim Burton-håndværk. Fotograferingen, lyssætningen og scenografien er meget impressionistisk - i en stil, der sine steder leder tankerne mod de tidlige tiders mesterfilmkunstnere.

    Stilstudie
    "Batman Returns" er således primært et stilstudie i komposition og teknik. Til gengæld kunne man stadig godt ønske sig en mere overraskende og original historie, da begivenhederne cykler noget formålsløst i ring.

    Energisk musik
    Endnu engang energisk og lovligt tilstedeværende musik af Danny Elfman: Tilskueren skulle jo nødigt tænke for mange tanker selv og hermed gennemskue den noget tamme historie. Oscar®-nomineret for makeup og visuelle effekter.



    Anmeldt i 1994 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024