Le grand bleu (1988)

Luc Bessons visuelt veludrustede saltvandsdrama savner intensitet og pondus i sine mange undervandsscener, ligesom handlingen oven vande forstyrres af en mærkeligt apatisk mangel på afvveksling.

Gode dialoger
Den billedskønne Jacques (Jean-Marc Barr) og den utilregnelige Enzo (Jean Reno) udgør filmens bedste duo. Jean Renos replikker tager stikket hjem med sine direkte og humoristiske indfald.

Unuanceret rolle
Rosanna Arquette kan ikke stille meget op i den unuancerede rolle som det kvindelige mellemled Johana, hvor den største udfordring består i at agere klodset uden de nødvendige tykke briller.

Teknisk overbevisende
"Le grand bleu" er først og fremmest en produktion slået op på teknisk show off og med en anmassende lydside i form af meget pompøs computermusik af Eric Serra.

En drømmefilm for Besson
Luc Besson betegnede selv sin tredje spillefilm, "Le grand bleu", som en drøm, han havde båret på i ti år og hermed en personligt funderet historie. Filmen har da også i de fineste fotografiske indfangelser en atmosfære fuld af havets dragning og mystik - det uendelige blå med de hemmelighedsfulde dybder, hvor lyset begynder at fortone sig.

Kultstatus
Det kan godt undre i dag, hvorfor filmen i dén grad opnåede den kultstatus, den stadig er indehaver af i dag. Bortset fra mænd i bar overkrop og saltvandsspænding over og under overfladen er "Le grand bleu" ikke en film med signifikante kvaliteter.

Forskellige versioner
I USA blev filmen udsendt i en 119 minutters version med ny musik af Bill Conti; i Storbritannien bevarede man den originale musik. I 1989 kom en 166 version longue i Paris. Denne anmeldelse er baseret på versionen på 114 minutter.

Dybblå ordspil
"Le grand bleu" blev vist som åbningsfilm i Cannes uden for konkurrence. Kritikerne herhjemme legede meget med de dybblå ordspil, bl.a. "Besson synker endnu dybere", "Den store tomhed", "Havet blev hans skæbne", "Bunden drager" og "Et stort plask".