The Birds (1963)

"Måske den mest nervepirrende film jeg nogensinde har lavet". Sådan står der i programmet til den danske biografpremiere på Hitchcocks "Fuglene" - og ordene kommer selvfølgelig fra mesteren selv, på en baggrund af fugle med onde hensigter,
 

Blid og stilfærdig

"The Birds" er - som gyser betragtet - en overraskende blid og stilfærdig affære, hvori hårrejsene og det væmmelige kun viser sig i kortere perioder. Og det til trods for, at Alfred Hitchcock mestrer den klassiske gyseropbygning: Baseret på Daphne du Mauriers novelle ånder alting til at begynde med fred og ro - hvilket det faktisk gør i filmens første 45 minutter.

Uhyggen tager fart
Men så begynder der at ske ting og sager, og tilskueren aner uråd. Der er vist noget galt med de dér fugle? De er ualmindeligt aggressive. Det mærker vores hovedperson Melanie Daniels (Tippi Hedren) på eget hår og krop, når de næbbede hævnere dykker ned mod hende.

Nærved blot et drama
I den fulde kontekst opleves "The Birds" på det nærmeste som et drama og ikke rigtigt som en gyser. Det er svært at lukke øjnene for de mildest talt primitive "special effects", som Hitchcock havde til rådighed i 1963, og dette styrker ikke filmens status som "gyser", særligt ikke når man er forvænt med nyere teknologi.

Selskabspapegøjer
I en fugleforretning møder Melanie Daniels den elegante og galante Mitch Brenner (Rod Taylor), der vil se på nogle selskabspapegøjer, på engelsk kaldet Love Birds.

Love Birds
Da Mitch er kørt uden fugle, opsøger Melanie ham via hans nummerplade, og beslutter at tage af sted til Bodega Bay, hvor han opholder sig hver weekend, for at give ham to Love Birds.

En overraskelse
Det skal være en overraskelse, og Melanie sætter alt ind på ikke at blive opdaget. Men Mitch ser hende naturligvis alligevel og indfanger hende i bådehavnen. Her er det imidlertid ikke den store kærlighed, der præger billedet, for Melanie er lige blevet angrebet af en gusten måge, der har lavet en dyb flænge i hendes pande.

Fuglekrigen begynder
Hermed begynder "fuglekrigen", hvor normalt ganske fredsommelige fugle begynder at angribe mennesker med ønske om at dræbe! Så der bliver altså ikke rigtig tid til at kissemisse, i hvert fald ikke mens mågerne går amok. Nu skal alle kræfter mobiliseres på at opbygge nok spænding og rædsel til at sprænge alle rammer i et ægte Hitchcock-klimaks.

Fint budskab
Ser man bort fra de tekniske mangler og vamle 60'er-farvelægninger, er "The Birds" en film af høj kaliber. Det er filmens underliggende budskab, at mennesket kan ødelægge naturen så meget, at fuglene pludselig rotter sig sammen for at udrydde os, og det er jo tidløst relevant.

Verdens ende
For at understrege dette element, har Hitchcock på Bodega Bay’s restaurant placeret en halvfuld galning, der bliver ved med at gentage: "It's the end of the world". Det har han delvis ret i, for det er jo ikke normal adfærd for fugle. Men mon ikke alligevel der venter en normal hverdag igen i horisonten?

Brovtende toner
Hitchcosks hofkomponist Bernard Hermanns musik er helt som forventet ganske brovtende og stjæler billedet for meget i de tilspidsede situationer. Til gengæld er det glædeligt, at 60'er-skuespillet ikke ofte kammer over i det teatralske, og Tippi Hedren/Rod Taylor-parløbet fungerer godt.

Effekter Oscar®-nomineredes
De - set med nutidige briller - meget ubehjælpsomme visuelle effekter blev Oscar®-nomineret, ligesom Tippi Hedren blev indstillet til en Golden Globe i kategorien Most Promising Newcomer.