Bitter Moon (1992)

Roman Polanskis "Bitter Moon" indeholder sex for de kræsne - uden at være porno og spænding for de hungrende, og uden at være sindsoprivende. Filmen har en saftig fremdrift, men hører ikke til blandt Polanskis mest velafstemte.

Sex ved første blik
I begyndelsen ånder alting fred og ro, da den midaldrende amerikaner Oscar (Peter Coyote, der dog skal forestille at være sidst i trediverne) møder den noget yngre, franske pige Mimi (Emmanuelle Seigner). Der er dømt kærlighed og sympati ved første øjekast. Og ikke mange øjekast efter er der dømt heftig, saftig, sveddryppende sex i flæng.

Der bolles hæmningsløst
Der bolles i bogstaveligste forstand fuldstændig hæmningsløst. Efter at have levet højt på ekstasen i nogen tid, bliver denne evindelige sex i ualmindeligt mange opfindsomme afskygninger alligevel for meget for Oscar, og han forsøger at gøre en ende på det ellers så dampende intense forhold.
 

Det kræver sin mand

Men det kræver sin mand at trænge ind (andetsteds end tidligere) hos den temmelig naive Seigner, og det skal snart vise sig, at det erotiske drama får et nervepirrende twist.

Savl og tårer
Mimi savler og græder og er nede på knæ, og Oscar må tage drastiske og beskidte metoder i brug for at køre pigen helt i sænk. Da det endelig lykkes, boltrer han sig med andre kvinder i et par år. Men så kommer han ud for en trafikulykke og indlægges. Her dukker Mimi så op igen og har nu onde og væmmelige planer.

Flashbacks
Hele historien fortælles i flashbacks. Oscar er sammen med Mimi ombord på en cruiser mod sydens sol. Her møder de briterne Nigel (Hugh Grant) og Fiona (Kristin Scott Thomas). Oscar fortæller - fra sin kørestol - Nigel alle de saftige detaljer i forholdet til Mimi, og Nigel bliver - meget mod sin konservative vilje - helt gejlet op.

Suppe på saftig historie
Denne saftige historie bliver der kogt megen suppe på. Faktisk så meget og så længe, at der til sidst ikke er andet tilbage end en særdeles udbrændt gryde.

Overlang og overgearet
Filmen er reelt overlang og overgearet. Polanski serverer en gang opskruet gas for fuld skrue. Først da filmen endelig er færdig (efter 133 minutter), går det op for os, hvor ækel den egentlig er. Fuld af had, der i højeste grad overskygger kærlighedstemaet.

Træt af skuespillerne
Man bliver faktisk helt træt af de fremtrædende skuespilleres fjæs. Peter Coyotes lynende hævngerrige og selvironiske øjne. Emmanuelle Seigner med den fatalt overspillede, sexede maske.

Sovekammerøjne
Man kan egentlig opsummere filmen som et drama med konstant sammenknebne sovekammerøjne! Gad vide hvordan Mimi egentlig ser ud med åbne øjne? Hugh Grant udgør et friskt pust med et fint og nuanceret reaktionsmønster til alle Coyotes vanvittige sexberetninger.

Overskruet larm
Lige til det sidste sidder man med en følelse af, at filmen burde være eksploderet efter en time, og at de resterende 73 minutter kunne have bestået af beroligende bølgebrus i smukke naturbilleder. Hvad skal al denne overskruede larm for øje og øre til for? Det er trættende.