Bound (1996)

En flot og stemningsfuld thriller, der formår at overraske og indfri høje forventninger - i hvert fald hvad angår skuespil og fotografering. Overordnet set en vellykket instruktørdebut fra de to Wachowski-søskende.

En kende for banal
Historien er dog en kende for banal indenfor sin genre til at kunne vælte tilskueren rigtig omkuld af begejstring. Men trods stedvise klichéer, har "Bound" alligevel så solid en fremdrift, at den vælter tilskueren effektivt omkuld.

Den sexede nabo
Da den meget egenrådige kvinde Corky (Gina Gershon) flytter ind på tiende etage i en bolig, støder hun som det første ind i sin hæst-talende (og vældig sexede) nabo Violet (Jennifer Tilly).

Lesbisk kærlighed
Deres seksuelle energier mødes, og inden længe har de indledt et forhold. Det må Violets mand Caesar (Joe Pantoliano) naturligvis ikke vide noget om. Han har netop med en smule besvær fået over $2 millioner hjem smurt ind i blod - penge, han har indkasseret fra sit "hæderlige" arbejde i den hemmelige mafia.

At rejse fra det hele
Corky og Violet går i ophidsede planer om at rejse væk fra det hele sammen. Men det er deres mål først at narre Caesar og tage de mange penge med på rejsen. Corky har med sin meget veludviklede praktiske sans helt styr på planen, og alt er tilrettelagt ned i mindste detalje...

Saftige, erotiske møder
"Bound" fungerer effektivt som nervepirrende thrillerunderholdning. De to kvindelige skuespillere lever sig fuldt ind det atmosfæremættede plot, ikke mindst i deres mange og meget saftige erotiske møder.

Distanceret selvtillid
Jennifer Tillys Violet udstråler en distanceret selvtillid, og hendes stemme er meget hemmelighedsfuld og i sin hvisken temmelig opsigtsvækkende. Gina Gershons Corky er barsk og rå, tiltrækkende i sin feminine skønhed, anderledes og interessant i sin indre "mand".

Skræmmende selvkontrol
Lidt i baggrunden sender Joe Pantoliano forgæves maskuline strømninger til den elektrisk ladede historie. Pantolianos Caesar er i sit flintrende raseri med en til tider skræmmende selvkontrol et ganske betydningsfuldt bidrag til det aparte trekløver, og han er fuld af udstråling.

Strømlinet
De strømlinede og delikate billeder er i Bill Popes fotografering komponeret med en fin sans for æstetik, og filmens samlede visuelle udtryk emmer af film noir, godt hjulpet på vej af Don Davis' musik, om end denne fylder for meget i stemningshelheden.