Carrington (1995)

Endnu engang kan vi hér opleve Emma Thompson blandt super-britiske kulisser og i en tragi-håbløs historie med så mange forviklinger, at det næsten er til at falde i søvn over.

Seksuelt usikker
Denne gang spiller hun den seksuelt usikre kunstmaler Dora Carrington, der konsekvent nægter at have sex med sin kæreste. Da hun introduceres for den kejtede og småbitre, homoseksuelle forfatter Lyttin Strachey, begynder hendes syn på sagen dog at ændre karakter.

En ulige forelskelse
Hun forelsker sig i forfatteren, hvilket naturligvis har sine vanskeligheder, da forelskelsen fra hans side har svært ved at blive gensidig. De to viser dog stærk sympati for hinanden, og inden længe er de flyttet sammen. Sex skal der imidlertid til (!), så Carrington kaster sig over områdets unge fyre, mens Lytton må nøjes med kindkys og dask i rumpen.

Indviklet til ukendelighed
Forviklingerne vikler sig ind til ukendelighed, efterhånden som frustrationer og glæde bliver ét fedt i Dora Carringtons mystiske verden. Hun har uendeligt svært ved at slippe Lytton, så hvad skal hun stille op med sit liv og sine følelser?

Gode præstationer
Skuespillet er stærkt og udtryksfuldt: Emma Thompson imponerer i sin karakteristik af den usikre kvinde. Jonathan Pryces særprægede forfattertype er mindeværdig, men ikke nær så interessant, som man kunne have ønsket sig. Steven Waddington og Samuel West udgør begge sensuelle modspil i et seksuelt firkantsdrama.

Kedsommeligt!
"Carrington" lader meget tilbage at ønske. Den første times tid er bedst. Her lærer vi personerne at kende. Den anden time er kedsommelig i en sådan grad, at kæberne er ved at gå af led. Man føler absolut intet for personerne. De kan gøre lige, hvad de vil: Dør de, tænker man bare "Nåja...". Michael Nymans musik er direkte grim i sin minimalistiske tomhed.