The Chamber (1997)

Lidt for ufuldstændigt og rodet fortælles denne potentielt bevægende historie: Det er virkelig med en følelse af, at der mangler noget, at man tygger drøv på filmoplevelsen under slutteksterne.

Fint skuespil
Skuespillet trækker heldigvis filmen i den rigtige retning. I hovedrollen som Adam Hall ses den temmeligt drengede Chris O'Donnell. Det arbejdsomme og ivrige ved hans væsen formidles flot, mens det kniber med at spille de store følelser troværdigt.
 

Bredspektret rolle

Gene Hackmans rolle som Sam Cayhall er forholdsvis lille, men alligevel bredspektret. Faye Dunaway ses i en birolle som Hackmans datter Lee, men hendes præstation er desværre noget svingende.

Kan dødsdommen ændres?
Advokaten Adam Hall vil forsøge at få en dødsdom ændret for en bombeterrorist. Den fængslede Sam Cayhall er Adams farfar, men det er en farfar, han aldrig tidligere har set, og som han aldrig har vidst eksisterede.

Fjendtlig indstilling
Sam stiller sig meget fjendtligt overfor den unge sønnesøns-advokat. Han har besluttet sig for, at hans dødsdom ikke bliver ændret. Derfor varer det noget, inden Adam får reel kontakt med sin farfar og opdager, at han faktisk har følelser.

Svær opvækst
For at få oplysninger om sin farfar som person opsøger Adam noget af hans familie. Sams datter Lee har tydeligvis meget svært ved at fortælle om sin opvækst. Sam er et ondt menneske, der ligesom sine forfædre har været medlem af Ku Klux Klan i årevis. Historien om, hvordan Sam skød en sort dreng for øjnene af sine børn, er en gribende forfærdelig.

Minder fra fortiden
I fængslet minder Adam således Sam om fortiden, og det bliver begyndelsen til et mere åbent forhold. Måske er Sam uskyldig i det, han er dømt for. Han vil bare ikke "indrømme" sin uskyld.

Suck gas!
Amerikanernes forhold til dødsstraf beskrives ualmindeligt væmmeligt og ganske givet meget realistisk. Tænk at så mange amerikanere nærmest opnår ekstase, når en forbryder skal i gaskammeret. Demonstranter med Suck Gas og Roast in Peace-skilte understreger dette.

Kun en smule rørt
Filmens slutning, som vel nærmest er den, alle har ventet på fra første scene, er stærk, barsk og bevægende, men på grund af filmens i øvrigt lidt overfladiske og usammenhængende struktur, så bliver man i bedste fald kun en smule rørt.