Charlot og Charlotte (1996)

Ole Bornedals miniserie "Charlot og Charlotte" opnåede allerede efter første afsnit en slags kultstatus herhjemme. Seerne elskede historien om de to vidt forskellige kvinder, der rejser rundt i Danmark og oplever de mest vanvittige og usandsynlige ting.

En enfoldig jyde
Det hele starter med, at den enfoldige og ensomme jyde Charlotte samler den stolte, selvsikre Charlot op ved vejkanten. Charlot inviterer sig selv til at overnatte i Charlottes lejlighed, og inden længe er de to piger rigtigt gode veninder. En veninde har de begge savnet i umindelige tider. De beslutter sig for at glemme fortiden og køre mod Skagen i Charlottes gamle VW Type 1.

Fyn er fin
Ved motorvejen samler de en mand i hospitalstøj op: Birksted, der gerne vil sættes af på "Fin" (Fyn). Da han er blevet sat af, sætter han sig ned for at dø, men først giver han pigerne ekstra styrke - og en bedre bil. Fremover vil Birksted fungere som pigernes skytsengel. Videre på deres færd møder Charlot og Charlotte en tilsyneladende rar mand, Poul Teddy, der inviterer pigerne på dyr restaurant og løber fra regningen.

Drøm om karriere som massemorder
Han viser sig at være en bankrøver, der godt kunne tænke sig at starte en karriere som massemorder, og da Charlot og Charlotte nogle dage senere igen samler Poul Teddy op, vil han have pigerne til at grave deres egen grav. Og sådan går det ellers slag i slag videre mod Skagen...

Ublufærdig humor
Ole Bornedal skriver og instruerer med en ublufærdig form for humor. Mange gange skraldgriner man. Man griner ad Charlotte, fordi hun er så bund-naiv og samtidig ubeskriveligt charmerende. Man griner ad Charlot, der siger nøjagtigt, hvad hun mener om alt. Man griner ad, hvad to så forskellige piger kan få ud af hinanden.

Flot punktum
Første afsnit er meget lovende, men det meste af andet afsnit er ikke godt. Til gengæld er tredje og fjerde afsnit yderst veloplagte, og der bliver sat et flot punktum.

Speciel stil
Man bliver meget betaget af Bornedals miniserie, den specielle visuelle stil og det følte skuespil. Stilren og stedvis med meget eksperimenterende fotografering af Dan Lausten og nydelig musik af Joachim Holbek. Bedst i det enorme birollegalleri er Tommy Kenter som Orson - den cigarrygende detektiv.