A Clockwork Orange (1971)

Ikke ligefrem en filmtype, man støder på til daglig: Obskurt, utilladeligt bizar, afskyeligt direkte og ucensureret, mærkeligt udefinerbar. Og alligevel - netop derfor - elsker man filmen, et helt enestående Kubrick-værk.

Ekstremvold
Filmen beskriver en lille gruppe unge mænd, der klæder sig ud i mystiske kostumer og sammen går af sted om aftenen for at være 'ekstremt voldelige'.

På mælkebar
Når de så har været ekstremt voldelige, hvilket fx. kan betyde voldtagelse af en kvinde foran hendes bagbundne mand, tager de hen på den lokale mælkebar for at få sig et glas mælk og slappe lidt af ovenpå strabadserne.
 

Ned med nakken

Men en dag bliver Alex' diktatur for meget for de tre andre mænd i gruppen, og de planlægger at få deres leder ned med nakken. Således griber politiet ham på fersk gerning, da han er i færd med at myrde en ensom kvinde.

Tvangsindlæggelse
Alex får en dom på 14 års fængsel, men efter to år med god opførsel, får han lov til at melde sig frivilligt til et nyt forsøg: En særlig kur skal fjerne hans lyst til at begå vold. Således sættes Alex i spændetrøjen i 14 dage - tvangsindlagt til at se ekstremt voldelige film, mens hans yndlingsmusik, Ludwig van Beethovens 9. symfoni, tordner ud af højttalerne. Fremover vil Alex få kvalme, hver gang, han får lyst til at slå eller voldtage - en ret så effektiv kur - og han bliver sat på fri fod.

Dyb frustration
Spørgsmålet er blot, om der er noget tilbage at leve for for Alex. Han kan ikke længere gøre alt det, han elskede. Han beslutter sig for at kaste sig i døden - men i stedet for at dø, bliver springet hans redning: Han er ved at vende tilbage til sit gamle jeg.

Op og ned på det normale
Det mest brillante ved "A Clockwork Orange" er, at Kubrick i høj grad gør det umenneskelige, voldelige og normalt afskrækkende til en ren symfoni af morskab, ved at vende op og ned på normaliteterne.

Griner ad det tragiske
Musikken er under voldtægten "Singin' in the rain", til andre scener høres Rossinis ouverturer. Man kan ikke lade være med at grine, selvom det jo i virkeligheden er dybt frastødende…

Kompromisløshed
Troværdigheden i filmen er, som altid kendetegnet hos Kubrick, meget høj, mest fordi han aldrig går på kompromis. Står der i manuskriptet, at hovedpersonen skal ydmyges, så skal han fandeme også slås lige i fjæset, ikke noget med at klaske ved siden af og lægge en lydeffekt ind bagefter. Skal han spyttes i hovedet, så bliver han spyttet i hovedet, også selvom scenen skal tages om og om igen, osv.

Amoralsk, absurd
Det er nærværende, det er rystende, amoralsk, absurd - det er levende! Malcolm McDowell leverer en magnifik præstation som den temmelig forstyrrede Alex DeLarge, hvis hoved er fyldt med vold og sex.

Ublufærdigt skuespil
Det er troværdigt, ublufærdigt skuespil, der på bedste vis bidrager til filmens vanvittige univers. Og det sublime breder sig helt ud i mindste birolle, bemærk bl.a. Michael Bates' præstation som fængselsvagten, der ihærdigt forsøger at agere Hitler II.

Flakkende spring
Det forekommer, at der er nogle lidt for flakkende spring i historien mellem Alex' almindelige tilstand, hans behandling og tiden derefter, og til han vender tilbage til sit gamle jeg. Det kunne godt have været gjort endnu bedre.