Damage (1992)

"Damage" er fængende fra begyndelsen med sin afventende, dystre stemning, der med det samme varsler tragedie og ulykke. Historien udvikler sig i nogle helt uforudsigelige retninger, der rummer mere tragedie, end man havde turdet frygte.

Dvælende og indtagende
Dejligt afdæmpet og uamerikansk folder historien sig ud i dvælende, indtagende billeder. Den engelske minister Stephen Fleming lever en tilsyneladende lykkelig rigmandstilværelse. Men den dag, han første gang møder sin søns nye kæreste Anna, vælter hans verden omkuld.

Umætteligt begær
Han kan pludselig ikke se andet end denne unge kvinde, som han for alt i verden må besidde. Hvad der er mere mærkeligt er, at Anna er mindst ligeså interesseret i Stephen, samtidig med at hun er gift med Martyn.

Ingen fatter mistanke
Stephen og Anna mødes tiere og tiere i al hemmelighed, og deres lyst til hinanden er grådig og umættelig. De hedeste erotiske scener opstår som følge heraf. De formår begge at holde deres forhold hemmeligt. Der er ingen, der fatter mistanke, og familien fortsætter med at fungere upåklageligt udadtil. Men på et eller andet tidspunkt må det jo gå galt, og det gør det også... det går så gruelig galt.

Masser af mystik
Der er så megen mystik forbundet med denne unge kvinde Anna og hendes umættelige lyst til sin kærestes far. Hvem er hun, hvad er hun ude på? Og hvorfor kaster den elskede minister sig pludselig ud i denne farlighed, når han allerede har lykken derhjemme?

Erotiske gnister
Juliette Binoche og Jeremy Irons er mesterlige fortolkere af disse stemninger og følelser. Erotikken slår gnister mellem dem. Tilskueren indfanges af deres forbudte univers.

Spændingsmættet
"Damage" bliver mere og mere spændingsmættet, efterhånden som klimaks nærmer sig, samtidig med at stemningen bliver mere og mere dyster – og tilskueren tilsvarende urolig og neglebidende.

Sofistikeret
Den franske instruktør Louis Malles billedsprog er meget sofistikeret og stemningsfuldt. Blide klip, skyggefulde lyssætninger og malende fotografering. Særpræget – og let irriterende – musik af Zbigniew Preisner. Bemærk Miranda Richardson i rollen som Stephens kone Ingrid. Hun blev indstillet til en Oscar, og i filmens slutning forstår man sagtens hvorfor.