Death and the Maiden (1994)

    En mand holdes fanget i et øde beliggende hus, fordi en kvinde mener, han er hendes voldtægtsforbryder fra flere år tilbage.


    OPSLUGENDE

    I filmens stemningsmættede anslag lang ude langs klipper og åbent hav venter Sigourney Weavers fru Paulina Escobar i regn og torden på sin mand, den højtstående advokat Gerardo Escobar, i et unavngivet sydamerikansk land.
     

    Kommer ikke hjem

    Men han kommer ikke hjem til tiden, og da han endelig træder ind ad døren, fornemmer man tydelig, hvor irriteret hustruen er. Men måske er hun mest irriteret over den måde, hendes mand har håndteret en politisk sag på.

    Der sker mystiske ting
    Hun har nemlig lige hørt det hele i radioen. Gerardo var punkteret i regnen, men en venlig forbipasserende havde kørt ham hjem. Nogen tid efter dukker denne mand atter op, han vil lægge et glemt reservehjul til Gerardo. Han bliver inviteret på en drink. Og så begynder der at ske mystiske ting.

    Et ubehageligt syn
    Mens mændene nyder en drink, sniger Paulina sig ud, snupper mandens bil og drøner af sted. Gerardo tror, han har forladt hende på grund af et simpelt skænderi, men da han tidligt på morgenen vågner af sin brandert, møder der ham et yderst ubehageligt syn.

    Påstået voldtægt
    Inde i stuen sidder manden fastklæbet og kneblet til en stol, og i sofaen sidder Paulina med en pistol. Hun påstår, at denne mand for år tilbage voldtog hende fjorten gange. Det problematiske består i, at hun dengang havde bind for øjnene, og hendes beskyldninger bygger altså udelukkende på mandens stemme, som hun mener at genkende...

    Lysende skuespil
    Skuespillet i dette kammerspilsunivers er lysende, man er helt opslugt af det intense og særdeles anderledes univers, som instruktør Roman Polanski kaster en ud i. Er Paulina blevet vanvittig? Det tror vi virkelig i lange perioder! Er Robert Miranda en kold voldtægtsforbryder? Det er svært at forestille sig, og han virker så åbenlyst uskyldig gennem stort set hele affæren.

    Udsøgt spændende
    Som kejtet tredjemand står Paulinas mand og ved ikke, hvilket ben, han skal stå på. Spændingen bliver opretholdt gennem det dygtige skuespil, men også den fotografiske elektricitet er med til at holde niveauet. Blødt og behageligt filmes der.

    Ingen overdrivelser
    Klipningen er glidende og rolig. Ikke noget med at overdrive – helt nede på jorden. Polanski er en garvet spændingsopbygger, og denne dramatiske "retssag" i et lille hjem på klippernes alleryderste er et lysende bevis på hans evner.



    Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1994, Storbritannien, Thriller, Drama, Mystik, 93 min.

    Dansk titel: Death and the Maiden
    Instr: Roman Polanski Prod: Thom Mount, Josh Kramer Manus: Ariel Dorfman, Rafael Yglesias Baseret på: skuespil af A. Dorfman Foto: Torino Delli Colli Klip: Herve DeLuze Mus: Vojicec Kilar
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation