The Duellists (1977)

Dette er den britiske instruktør Ridley Scotts debutfilm – og den har ikke så forfærdelig meget til fælles med Scotts efterfølgende mastodont-succeser, herunder Alien (1979) og Blade runner (1982).

Visuelt betagende
Det er en stilfuld, visuelt betagende film, men historien halter bagefter på en stakåndet og forvirrende facon. Handlingen udspiller sig over en periode på ca. 15 år fra året 1800. Filmens første scene introducerer os for en af hovedpersonerne, en officer i Napoleons hær, Féraud, der nedlægger en mand i en duel.

Duel-galskab
Dén forseelse skal han arresteres for, og den øverstbefalende beder en anden officer, kaldet D'Hubert, om at hente Féraud. Men Féraud er duel-gal, og han overgiver sig under ingen omstændigheder uden duel, så selvom D'Hubert ikke ønsker at duellere, må han alligevel hive sværdet frem. Han sårer Féraud i armen, men det betyder ikke, at han får ham arresteret.

Brutale klip
Efterfølgende klippes der hårdt og brutalt en tre-fire gange – henholdsvis ca. 3, 5 og 6 år frem i tiden, hvor duel-gale Féraud mere eller mindre tilfældigt støder ind i D'Hubert og kræver revanche...

Hæderligt spil
Skuespillet er hæderligt, men hverken Keith Carradine eller Harvey Keitel bliver ældre at se på i løbet af de femten år, filmen udspiller sig over. Det kunne man godt se gennem fingre med, hvis ikke det var fordi, der blev klippet så hårdt.
 

Tilfældige klingekryds

Lige pludselig er der gået seks år, og duellanterne befinder sig i en helt anden afkrog af kloden. Som regel støder de sammen, fordi de begge er i krig, men det forekommer alligevel for usandsynligt, at de lige sætter sig over for hinanden hver gang ved et tilfælde.

Knivskarpe billeder
Men stadigvæk føler man sig hengivet til de flot komponerede, knivskarpe og meget stemningsfulde billeder. I dén henseende er Ridley Scotts debutfilm bemærkelsesværdig. Glimrende musik af Howard Blake.