Loin des hommes (2014)

Baseret på en novelle af den filosofisk-mystiske forfatter Albert Camus fortæller "Loin des hommes" en noget ufokuseret historie om mænd, venskab og livet store spørgsmål, pakket ind i krig, støvede landskaber og... mystik.

Ud af tryghedszonen
Daru er alenelærer på en øde beliggende skole i Atlasbjergene i Algeriet. Han er populær blandt eleverne og trives i den isolerede tilværelse, hvor fortidens sorg og synder er lagt på is. Men en dag er han nødt til at bryde op og ud af trygheden.

En form for venskab
Lovens lange arm opfordrer nemlig Daru til at eskortere fangen Mohamed til retten langt borte. Og formodentlig til den visse død. Til at begynde med er Daru afvisende, men snart føler han sig nødsaget til at hjælpe fangen – i bedste fald til overlevelse. Og på den følgende gåtur gennem bjergene er der oven i købet risiko for, at de to umage mænd udvikler en form for venskab.

Lovende start
"Loin des hommes" begynder lovende. Og de gode takter varer ved en lille times tid. Her tager filmen sig god og overbevisende tid til at skildre nærheden og enkelheden mellem ufrugtbare bjerge og i en tilværelse præget af ro og hvilepuls.

Fuld af fortrøstning
Den fine og jordbundne stil fortsætter et stykke tid, efter at Daru og Mohamed har truffet hinanden, og man er som tilskuer fuld af fortrøstning og forventning, da de to mænd begiver sig ud i bjergene på vej mod fjerntliggende egne.

Tonen bliver skinger
Men så sker der noget med filmens tone. Den bliver skinger, og det kommer til udtryk i både handlingens hamskifte og i lydbilledet. På en mærkeligt umotiveret måde havner vi nu midt i hektisk krig og personlige hævntogter, og de to mænd kommer både i lænker, skudlinjen og godt og grundigt ud at skide – før lykken tilsmiler dem og lægger op til en åben slutning.

Musikken stjæler billedet
Det lovpriste soundtrack af Nick Cave og Warren Ellis stjæler samtidig mere af billedet, end godt er, og tipper tonen i retning af kuldsejling, hvor der tidligere var ro og balance også hér.

Som helhed ikke harmonisk
Som hele er filmen således ikke harmonisk. Betagelsen fra den første times tid afløses nu af frustration og uro, hvor man flytter sig utålmodig og ærgerlig i sædet. Måske som følge af det let mystiske litterære forlæg udvikler filmen sig i samme retning, og sammenhængskraften går fløjten.

Fænomenal fotografering
Viggo Mortensen imponerer om ikke andet med sine fine sproggengivelser. Flydende fransk og arabisk går næsten som en leg. I den handlekraftige hovedrolle gør han en god figur, men skuespillet er generelt ikke oppe i de æteriske lag. Stærkest står begyndelses-stemningen og Guillaume Deffontaines fænomenale landskabsfotografering.